THE CURE, Orange Scene, torsdag, 2 stjerner af 6
Hovednavn skuffede på Orange Scene
Det har nu været fredag i fire minutter, og sjældent har jeg været mindre forelsket.
The Cure har netop afsluttet en tre timer (!) lang koncert med de to største, kommercielle hit 'Friday I'm In Love' og 'Boys Don't Cry'.
En alt, alt, alt for lang koncert.
Bevares. Samspillet mellem The Cures absolutte frontmand Robert Smith og medguitaristen Reeves Gabrels har sin egen klangblege charme. Med luftigt trommespil og monoton bas i bunden har The Cure live en vis suggestiv dragende effekt. De spiller godt, effektivt. Lyden er fremragende.
På denne smukke, klassiske Roskilde-aften skulle man være en kølig filajs, hvis man var upåvirket af den virkning Robert Smith, denne mistrøstighedens ypperstepræst har på sine loyale fans.
The Cures pre-goth, post-punk, minimal-pop er sit eget musikalske brand. Nogle kalder det indierockens skaber.
I dag ligner Robert Smith Edward Saksehånd i rollen som Monty Pythons Terry Jones forklædt som kvinde i Spam' efter en slåskamp med en dåse hårspray. Fred være med det. Det er blevet Robert Smiths skæbne og han vogter sit brand med stolthed.
Foran havde en meget lyshåret, rosentatoveret svensk pige i leopardbluse sit livs fest sammen med veninderne med hhv. propel-hårpisk og Ilse-fletninger. De var smittende glade. De første tre kvarter. Så gav de op, og begyndte at kysse deres kærester. Godt for dem, men der skulle gå to timer og et kvarter før pigerne fik de to numre, de blev ved med at råbe på.
Som det store samlende rockband på Orange Scene torsdag aften duer The Cure ikke. Det var alt, alt for monotont og ensformigt. På min blok har jeg skrevet to klokkeslet 22.22 og 22.45. Der spillede Reeves noget, der mindede om soli. Kl. ca 23. var der en akustisk intro til et i øvrigt alenlangt nummer. Første ekstranumre var anderledes. Næsten ovre i noget Pink Floyd'sk.
Resten var en mistrøstighedens kedsommelige messe. The Cure denne torsdag aften var verdens længste kur mod livsglæde.
