Allan Olsen Trio, Bøgescenerne, Skanderborg Festival, fire stjerner ud af seks stjerner
Se, normalt er jeg ikke meget for, at en musiker så at sige stopper toget på den station mellem 'solist' og 'rockband', de kalder 'semi-akustisk trio'. Det er sjældent en station, man gider stå af på.. Og da slet ikke når samme ligger på den største scene på Danmarks næststørste festival.
Men når lokomotivføreren hedder Allan Olsen og konduktørerne Per Christian Frost (guitar) og Nicolai Land (bas og keyboards), tager man gerne et udvidet stop på førbemeldte station med. Det handler jo nemlig om at have ordentlige sange til lejligheden, og dem har Olsen til overflod.
Således steg Olsen i Østen op – for nu til en afveksling at parafrasere Shu-bi-dua! – og førte os som første navn på Skanderborgs hovedscene tidligt torsdag eftermiddag på rette spor. Med en rar, dovent duvende koncert, som efter få numre fik de betragtelige bagstive braldrehoveder blandt publikum til at holde kæft om nattens udskejelser i teltene og lytte efter fine sange som ’Rødt jern’, ’Jeg har alderen med mig’, ’Taberens søn’ og eftermiddagens to højdepunkter: en fornemt fabulerende ’Vi lå jo i Herning’ og en suverænt swingende og såre smuk ’Op til Alaska’.
Well, lige sidstnævnte har jeg faktisk aldrig hørt så god som i Skanderborg.
- Ja, denne hér er en efter danske forhold dejlig sang, som Allan påpegede inden ’Rugbrød’.
Den var langt fra den eneste dejlige sang denne eftermiddag og en cadeau til Allan herfra for at evne at holde publikum fanget med så enkle midler på et så utaknemmeligt tidspunkt. Men igen; det handler sådan set ’bare’ om talent og de dér gode sange…
