For præcis 15 år siden døde ni unge mænd under Pearl Jams koncert på Roskilde Festival. Tor Nygård Kolding overlevede mirakuløst, det har han lavet en film om. Den har premiere tirsdag på Roskilde Festivalens scene, Rising, der står udenfor selve festivalområdet.
»Mit første udkast til filmen var langt mere dokumentarisk og forklarende, men responsen på teaseren var, at folk ville høre min historie, hvad jeg personligt havde oplevet,« siger den 35-årige tv-mand- og filminstruktør, Tor Nygård Kolding, der selv mirakuløst overlevede ulykken.
Og sådan blev det. Denne skribent har set såvel det dokumentariske udkast som den endelige film. Som to forskellige verdener, og illustrativt for den proces, Tor selv har gennemgået, fra fortrængning til panorama: helt ind i hjertekulen.
Læs også:
Det endelige resultat er blevet en 30 minutters stærk personlig beretning, hvor Tor blandt andet besøger to af de pårørende familier. Filmen har fået titlen ’Nine Rocks’.
Fronterne mødes
Tor befandt sig selv dybt nede i bunken, da masserne væltede under koncerten, havde muligvis tre-fire mand ovenpå, og én under sig, mistede sandsynligvis bevidstheden et par gange, men fik kæmpet sig ud af infernoet og overlevede den ellers sikre død.
Tirsdag aften vil Tor sammen med Henrik Bondo Nielsen - fra festivalens ledelse, og ansvarlig for den overordnede sikkerhed i 2000 - præsentere filmen sammen.
Læs også:
Larmende tavshed
Markant da Roskilde Festival udviste larmende tavshed om emnet på 10 års dagen: selv Kent, der spillede før Pearl Jam på skæbnenatten og igen i år 2010, nævnte ikke begivenheden med et ord. En af de svenske familier, der længe lå i retssag mod Roskilde Festival – og tabte – medvirker markant i filmen, og overvejer endda at deltage ved premieren. Pearl Jam – som har udtalt at de aldrig igen kommer til at spille på Roskilde og har været kritisk over for samme - har givet tilladelse til brug af bandets musik i filmen, og guitarist Stone Gossard har skrevet et dybfølt brev, som ledsager pressemeddelelsen.
Denne skribent stod selv på scenen i sin tid, har efterfølgende, delvist af tilfældige årsager (som forfatter til en bog om Pearl Jam, red.), været tæt involveret i efterspillet og kan genkende samme mønster. Og samstemmende med Tor har jeg oplevet, hvor vidt forskelligt de berørte har bearbejdet og håndteret sorgen, ekstrovert som introvert, fra aktivisme og nyvunden indsigt og kærlighed til resignation.
Læs også:
Henrik Bondo fortalte mig i anden sammenhæng at den, i visse tilfælde, dårlige dialog med de pårørende har gjort ham mere ondt end noget, og det er nok ikke helt forkert at sige, at han efterfølgende har gjort sikkerhedsspørgsmålet til sin metier eller kald, sagt lidt dramatisk.
Hvordan vil du betegne din egen proces, fra ulykkesnatten til årene efter, og så arbejdet med filmen over de sidste fem-seks år?
»Min første reaktion var en form for fortrængning. Jeg havde været til mange koncerter foran Orange, var vant til både at vælte og blive hjulpet op, men denne gang var det anderledes. 1-2 minutter efter vi var væltet, lå 3-4 mennesker ovenpå, og én under mig. Da gik det op for mig, at situationen var livstruende. Jeg mistede til dels bevidstheden, havde en indre trang til bare at sove, men tænkte så, ’det her er den måde, folk dør på’. Jeg ved ikke hvordan, men til sidst lykkedes det mig at komme fri og ud. Det er som i en trance, og selvom musikken må have braget løs, har jeg ingen erindring om lyd, og selv om jeg slap fri, har jeg den dag i dag en skyldfølelse over, at jeg har rejst mig op og er kommet fri, oven på ham, der lå under mig,« siger Tor Nygård og fortsætter:
»Da min mor mødte mig efter festivalen, var hun både lykkelig for, at jeg var i live, men kunne samtidig se, at jeg var forandret. Vi mistede vores ungdoms udødelighed den dag. Jeg bearbejdede ikke tragedien, fortrængte den nærmere, gik i en kæmpe bue uden om Pearl Jam og læste intet, der havde med ulykken at gøre. Jeg gik aldrig til psykolog eller andet, men kom bare videre. Et skelsættende øjeblik var, da en kammerat fra gruppen dengang, i 2009 viste mig nogle gamle ’engangskamera-billeder’ fra festivalen 2000. På et billede af mig fra dagene efter ulykken prøvede jeg at dreje ansigtet, som om jeg ikke ville fotograferes.«
Personlige konsekvenser
Hvad har du så lært/oplevet af arbejdet?
»Først og fremmest hvor enorme personlige konsekvenser ulykken har haft for utrolig mange mennesker, og hvordan mennesker behandler, reagerer på og bearbejder sorg på vidt forskellige måder. Mest tydeligt illustreret i filmen ved den svenske familie Bondebjer, der har følt sig utrolig ensomme med sin smerte, og hollandske Neuwens, der modsat tager til Roskilde Festival hvert år, op til 40-50 mennesker, med T-shirt påtrykt ’Alive’ (Pearl Jam hit).«
’Nine Rocks’ vil planmæssigt blive vist på diverse filmfestivaler og i tv.
