Da vi første gang mødte Martin Hedegaard, var det som den charmerende dreng fra den jyske by Ørum, der i den grad imponerede de tre dommere, Lina Rafn, Thomas Blachman og Remee til sin første audution.

Men fremover skal vi formentlig vænne os til tanken om, at Martin Hedegaard vil være en af de absolut største stjerner på den danske musikscene.

I hvert fald præsterede 23-årige Martin Hedegaard under sit nye kunsternavn Saveus at blæse Gaffas musikanmelder fuldstændig omkuld, da han onsdag aften optrådte på Roskilde Festival.

'Efter at have overværet hans optræden på Roskilde Festivals Countdown-scene, er det bestemt ikke udelukket, at han befinder sig på Orange Scene om få år,' lyder spådommen.

For Martin - eller Saveus - leverede nemlig en koncert, der fik anmelderen til at »bøje sig i støvet«, selv om han ikke havde de store forventninger inden koncerten.

Artiklen fortsætter under billedet.

Saveus med frontfigur Martin Hedegaard fotograferet på Roskilde Festival tirsdag den 28. juni 2016.. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016)
Saveus med frontfigur Martin Hedegaard fotograferet på Roskilde Festival tirsdag den 28. juni 2016.. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016) Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

'Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store tanker om Saveus, før jeg begav mig ind på pladsen foran Countdown-scenen, men en lille times tid senere, var situationen en helt anden. Jeg bøjer mig i støvet, ligesom alle de andre, og ser frem til, hvad fremtiden byder på for Saveus og Martin Hedegaard.'

Den 16. oktober i fjor gjorde Martin comeback til P3 Guld efter flere år, hvor han ikke havde givet lyd fra sig. Her spillede nummeret 'Levitate Me', der siden gik hen og slog både Justin Bieber og One Direction af iTunes' hitliste.

Martin blev landskendt, da han vandt X Factor i 2008. Efterfølgende udgav han pladen »Show the World», som solgte omkring 100.000 eksemplarer, men siden har der været stille omkring ham.

Efter han afsluttede gymnasiet på Viborg Katedralskole, flyttede han til København, hvor han blandt andet har brugt tid på at skrive og producere for andre artister.