Det er 25 år siden, San Francisco kvintetten Testament debuterede med albummet ‘The Legacy’, og allerede dengang var det hårde hold hér ét af de i særklasse mest velspillende thrash metal bands, verden havde hørt. Og som bandets nye og tiende album ’Dark Roots Of Earth’ så rigeligt understreger: det er de stadigvæk.
Testament kan nemlig og fokuserer på så meget andet end dét, som er obligatorisk pensum i afgangsklassen for thrashband. (Det obligatoriske er naturligvis at være i stand til at tonse af sted ud over stepperne som Margrethe Vestager med Johanne Schmidt Nielsen i hælene).
Som oftest viser Testament en dygtighed udi kunsten at variere thrash metal, som er alt for sjælden i genren. Med dynamiske temposkift og stemningsskabende harmonier, og på den konto skylder bandet Iron Maiden og Judas Priest mere, end de skylder eksempelvis Venom og Discharge.
Selv når det går allerhårdest for sig i det fabelagtige thrashnummer ’True American Hate’ evner Testament at holde fokus på melodien, og lige på dét nummer sætter bandets to ligeud fænomenale guitarister Eric Peterson og Alex Skolnick så i med en opvisning i guitardueller, som er førnævnte Judas Priests skelsættende spade-akse Glenn Tipton og KK Downing værdig.
Dette er lyden af et Heavy Metal band, som hviler trygt i troen på egne evner. Og som ikke længere – som de ind imellem har gjort i de senere år – føler det nødvendigt at overkompensere med brutalitet og bulder og brag blot for disse elementers skyld.
Testament har begået den naturlige efterfølger og opdatering af bandets to første klassikere – førnævnte ’The Legacy’ og ’The New Order’ (1988). Båret frem af generelt fornemt spil og d’herrer Peterson og Skolnicks medrivende riffs og brillante soli.



