Superstjernen Lady Gaga købte 21 poser og to kufferter fyldt med genbrugstøj.

Den amerikanske hitmager har før optrådt i en kjole syet af gamle bamser samt en ditto af råt kød og er måske mere kendt for sine outrerede kostumer, end hun er for sine sange. Men Lady Gaga går også i almindeligt tøj. Endda den brugte af slagsen.

Det viste den gakkede sangerinde, da hun mandag eftermiddag besøgte genbrugsbutikken 'Time's Up Vintage' i Krystalgade i indre København, hvor hun, efter en halv times osen og prøven tøj, trippede af sted med intet mindre end 21 poser og to kufferter fyldt med eksklusivt genbrugstøj.

Turen fra hotellet og til butikken havde superstjernen taget cyklende med bare tæer, mens tre bodyguards løb ved siden af. Så de mange nye køb er sikkert faldet på et tørt sted. I hvert fald forlod sangerinde butikken iført sko samt et spritnyt sæt brugt tøj bestående bl.a. et tørklæde og en silkekimono, som hun havde prøvet i butikken.

Efter den udmattende shoppetur hoppede Lady Gaga ind i en bil og kørte tilbage til hotellet, hvor hun mødte sit sædvanlige følge, der sad og nød en øl i solen. Her stjal stjernen en tår af sin producers øl, inden hun hev en iPad op fra kufferten og begyndte at tage billeder af den store gruppe fans, der efterhånden havde samlet sig foran hotellet. Sangerinden, der på trods af sin gigantiske stjernestatus var blottet for primadonnanykker, poserede gavmildt med sine 'little monsters' (små monstre, red.), som hun selv ynder at kalde sine fans.

Og mon ikke, at der skulle være bare en enkelt af de mange små monstre, der nu kan blære sig med, at superstjernen har købt et stykke af deres aflagte tøj. Chancerne er i hvert fald gode at dømme ud fra de mange bugnende poser med genbrugstøj.

Lady Gaga besøgte København i anledning af sin store 'Born This Way Ball'-tour, der søndag aften bragte superstjernen til Parken.

Se Lady Gaga i København HER.