Alphabeat har netop afsluttet en turné med Lady Gaga på hendes Monster Ball Tour i Storbritannien.
Og nu har superbandet fra Silkeborg åbenbart gjort i nælderne. I hvert fald, hvis man ser det dementi af en artikel fra musiksitet Contactmusic.com, som ligger på Alphabeats MySpace-side.
Bandet skal bl.a. have beskyldt Lady Gaga for ikke at ville være sociale med dem, for ikke at give dem lydprøver og for i det hele taget at have undgået dem.
Til det svarer Alphabeat på deres hjemmeside:
- Fakta: Vi har kun været support på hendes på Monsters Ball Tour. Fantastiske skarer rundt om i Storbritannien! Det er en kendsgerning, at vi ikke fik nogen soundchecks. Men det var en ting, vi ikke forventede. Vi turnerede med Mika tilbage i 2007 og fik ikke soundchecks dengang. Supportede The Wombats i Liverpool i 2008 - fik ikke et soundcheck. Det er ok, folkens. Vi er professionelle. Og det er Gagas besætning og vores besætning også. Så tak til jer for at gøre det så let at gå på scenen hver aften!, skriver bandet bl.a. i deres dementi af nethistorien.
Bandmedlemmet Anders SG er ifølge Contactmusic også citeret for at have sagt, at Lady Gaga undgik Alphabeat og ikke fik socialiseret med dem. Den del af historien gør bandet også rede for på Myspace.
- Vi havde ikke forventet en omgang Backgammon i baglokalet hver dag ... Vi talte om muligheden for aldrig at komme til at møde hende. Men vi gjorde på den anden nat, da hun kom ind til vores omklædningsrum og sagde hej og hilste os på turen og undskyldte for al den stress, der var, skriver Alphabeat.






















