Politiet i den amerikanske delstat Illinois ledte mandag efter sangerinden Sinéad O'Connor, der var meldt savnet, efter hun ikke vendte hjem efter en cykeltur søndag morgen.

»Wilmette politi vil gerne tjekke op på Sinéad O'Connors velbefindende,« skrev det lokale politi i en meddelelse.

Sangerinden, der især er kendt for sangen 'Nothing Compares 2 U', forlod Chicago-forstaden Wilmette søndag morgen omkring klokken 6.00 for at cykle en tur og var ikke kommet tilbage, stod der i meddelelsen.

Politiet havde samtidig fået et opkald fra en person, der var bekymret for Sinéad O'Connor.

Men nu er hun fundet i god behold, oplyser politiet mandag aften klokken 21.15 dansk tid.

Hvor hun er fundet, oplyser politiet ikke og kommer derudover heller ikke med andre detaljer i sagen.

Har tidligere truet med selvmord

Det er ikke første gang, den irske sangerinde er forsvundet.

Det samme gjorde hun også i slutningen af sidste år, hvor hun to gange inden for få dage samtidig skrev flere beskeder på Facebook, der kunne ligne selvmordsbreve.

Første gang skrev hun:

»Jeg har taget en overdosis. Der er ingen anden måde at få respekt på. Jeg er ikke hjemme. Jeg er på et hotel i Irland under et andet navn.«

Ifølge internationale medier kom Sinead O'Connor efterfølgende i medicinsk behandling på et hospital, men få dage senere skrev hun en ny, dramatisk opdatering på Facebook, hvor hun indikerede, at det forrige selvmordsforsøg ikke var lykkedes, og at hun ville forsøge at tage sig selv af dage igen:

»Hvis en kvinde ikke får succes første gang, vil hun prøve igen. Jeg vil have min ret til at dø, og jeg vil kræve den,« skrev Sinead O'Connor, der er mor til fire.

I 2007 fortalte hun til Oprah Winfrey, at hun forsøgte at begå selvmord som 33-årig. I 2003 fik hun diagnosen maniodepressiv, og i 2012 skrev hun på Twitter, at hun var i fare og bad omverdenen om hjælp til at finde en psykolog.

I stormvejr efter Princes dødsfald

Sinead O'Connor udgav sit debutalbum i 1987. I 1990 brød hun gennem med sin følsomme fortolkning af Prince-balladen 'Nothing Compares 2 You'.

Efter Princes pludselige død i slutningen af april havnede sangerinden i et sandt stormvejr, da hun på Facebook skrev, at talkshow-værten Arsenio Hall gennem flere år havde forsynet Prince med stoffer.

»To ord til politiet, der efterforsker, hvor Prince fik sine stoffer fra gennem årtier. Arsenio Hall,« skrev hun.

Det fik Arsenio Hall til at lægge sag an mod hende for intet mindre end fem millioner dollar - hvilket svarer til omkring 32 millioner danske kroner.

Sinéad O'Connor er født i Irland og er 49 år.

Sinead O'Connor.
Sinead O'Connor. Foto: NF
Vis mere

/ritzau/Reuters