Var du til koncerten torsdag aften? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Det britiske rockband Placebo skulle torsdag aften spille en udsolgt koncert i Train i Aarhus. Koncerten skulle være starten på deres verdensturne, men allerede efter to numre afbrød bandet koncerten.

BT har talt med 35-årige Jeanette Balle fra Aarhus, der var med til koncerten.

»Da han (forsanger Brian Molko, red.) som det første får guitaren om halsen, ser han helt forkert ud. Han bevægelser er meget sløve.«, fortæller hun og fortsætter:

»Første nummer gik okay. Andet nummer var pinligt. Han kunne ikke teksterne, han vrøvlede, og der var ikke sammenhæng i det, han lavede.«

Den længe ventede koncert endte med, at forsangeren lagde mikrofonen fra sig, hvorefter bandet forlod scenen. Få minutter senere trådte guitaristen Stefan Olsdal op på scenen og fortalte, at koncerten var nødt til at stoppe, fortæller Jeanette Balle.

»My singer is sick’ (min forsanger er syg. red.),« forklarede guitaristen ifølge Jeanette Balle.

Artiklen fortsætter under opslaget:

»Og så stod vi alle sammen og kiggede på hinanden. Vi tænkte, ’det her er en dårlig joke’. Folk stod med fyldte ølkrus og tænkte, ’det her kan ikke passe’.«

Da det stod klart for publikum, at koncerten var slut, inden den nærmest var begyndt, var skuffelsen udtalt blandt publikum, fortæller Jeanette Balle:

»Da Stefan (guitaristen, red.) kommer ind på scenen og undskylder, at koncerten er slut, begynder folk at buhe. De buhede af aflysningen, og ikke decideret af, at bandet gik af scenen.«

Jeanette Balle vurderer, at en stor del af koncertgængerne til den udsolgte koncert, der altså var starten på bandets verdensturne, var fra England, Tyskland og nogle fra København.

»På toilettet snakkede jeg med en fra Helsingør, som jo så måtte køre hjem igen«, siger hun.

Jubilæumsturné

Koncerten var den første i en verdensomspændende turné, som Placebo havde sat i søen i anledning af 20-års jubilæet for bandets første album, 'Placebo' fra 1996.

'Denne turné er meget for fansenes skyld, og for os bliver det en mulighed for at spille noget af det gamle materiale igen,' sagde forsanger Brian Molko blandt andet i pressematerialet, der blev udgivet forud for billetsalgets start.

Turnéen må dog siges at have fået en mildest talt dårlig start.

Fredag spiller bandet på VEGA i København, men om bandet har tænkt sig at gennemføre koncerten, er endnu uvist.

Personer, der var til koncerten i Aarhus, har formodentligt krav på at få pengene tilbage, omend de nok hellere ville have oplevet bandet spille koncerten færdig med hits som 'Every You Every Me'.

Sent torsdag aften har spillestedet Train dog ikke oplyst på deres hjemmeside, om de mange skuffede koncertgæster får pengene tilbage eller ej.

Var du til koncerten torsdag aften? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.