Verdens største rock'n'roll band fylder 50

The Rolling Stones har altid trodset al sund fornuft – nu har de også trodset alle skeptikerne

Det er sgu’ efterhånden nogle år siden, vi for første gang – med bandets egne ord – tænkte ’this could be the last time’. Og følgelig løb storm på billetlugerne for at sikre sig adgangstegn til det, som da nu MÅTTE blive legendariske The Rolling Stones’ sidste turné.

For mit vedkommende skete det første gang i 1982, da min gamle skolekammerat Torben og jeg blev enige om, at vi jo måtte tage til Ullevi Stadion i Göteborg og opleve ’The Greatest Rock And Roll Band In The World’.

På det tidspunkt havde Stones eksisteret i 20 år og efter datidens forhold var to årtier levetid for et rock’n’roll band et noget nært medicinsk mirakel. Ingen tvivl kunne lades ude om at gravene på dinosaur kirkegården allerede var gravet og kun ventede på, at Mick Jagger, Keith Richards, Bill Wyman, Charlie Watts og Ronnie Wood frivilligt sprang i dem.

Så den koncert på Ullevi måtte nødvendigvis være sidste gang, man fik lov at opleve Stones. I dag (12. juli) er det imidlertid 50 år siden, The Rolling Stones debuterede på den legendariske men for længst nedlagte Marquee Club i hjembyen London. Der er gået 30 år siden dengang i Göteborg, hvor det udi min og Torbens indbildning da MÅTTE være ’the last time’ (for første gang), og heldigvis står De Mægtige Sten der stadig.

At de har trodset al sund fornuft, er der ikke noget særskilt bemærkelsesværdigt i. Det har de altid gjort – velvidende at såkaldt ’sund fornuft’ er en nær slægtning til kedsommelighed. Noget helt andet er så, at de med største selvfølgelighed har trodset de skeptikere, som gang på gang har afskrevet dem som passé, rolling ’bones’ og kolostomi-rock med videre.

Ved simpelthen at blive bedre og bedre. Mens de bands, skeptikerne i varierende grader af fantasteri har udnævnt som værende mere relevante end Stones i hobetal ligger hostende og harkende på de sidespor, de for længst er kørt ud på. Nå, det har været min lykke ad opleve en lang række uniformt fremragende koncerter med verdens bedste frontmand i spidsen for ’The Greatest…’ siden dengang i Sverige. Fra Washington til Nürnberg, fra Chicago til Milano, fra Boston til Barcelona og gang på gang i København har de stået dér og gjort det eventyrlige og formidable. Igen og igen. Leveret soundtracket til mit og så mange andres liv. Igen og igen.

The Rolling Stones fejres over hele verden i dag. Herhjemme udgiver Nyt Nordisk Forlag eksempelvis, hvad man vel nærmest kan kalde en Stones’ billedbibel ’The Rolling Stones 50 år’ med et væld af historiske fotos af bandet – kommenteret af medlemmerne selv. Og skulle nogen af jer have lyst, fejres de i København på spillestedet Lions & Barrels ved Parken i København. Hér spiller ét af Danmarks bedste Rolling Stones tributebands, Sticky Fingers, en lang række stensikre klassikere, mens oventegnede vil fortælle et par anekdoter og i øvrigt fungere som konferencier.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her