Det er en mærkelig ting. I vores egen lille flade andedam er musikken af historisk betingede grunde opdelt i to grovmaskede kategorier: den klassiske og den rytmiske. Og selvom vi overalt skriver modernitet i store versaler, er det stadig en gældende faktorer, at denne historiske opdeling har fast forankring i nutiden. Eksempelvis er vores konservatorier stadig fysisk splittet i to fraktioner og de offentlige støttekroner til musikalsk udfoldelse ganske skævt fordelt.
Netop derfor er musikchef hos Copenhagen Phil, Uffe Saverys tiltag "60 Minutes of..." en fantastisk mulighed for kreativ leg mellem de to mølædte støttepiller, der skiller den ene musik fra den anden. Koncertrækken har før budt på møder mellem Copenhagen Phil (tidligere kendt som Sjællands Symfoniorkester) og så forskellige musikere som DJ Noize, Efterklang og Indians, der hver især har været med til at stille spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af musikkens fællesmængde. Aftenens koncert med danske Nanna Øland Fabricius' musikalske alter ego Oh Land var langt hen ad vejen ingen undtagelse.
En lovende start
Der var æstetisk fuld knald på den visuelle front i det førnævnte klassiske konservatoriums koncertsal. Salen, som også til dagligt danner rammer om Copenhagen Phil. Selvsamme orkester havde, som et bevidst nik mod fortidens fraktionering, taget opstilling til venstre, imens Ølands medmusikanter stod til højre. Alt imens hang sølvglinsende cellofantråde fra det højthvælvede loft og blev svagt oplyst af et væld af projektører.
Aftenens hovedperson havde også selv påført sig sølvskinnende gevandter og indtog scenen efter en fornem orkestral overture, anført af dirigent Morten Friis. Med "Machine" agerede Ølands trommepads rytmisk modspil til orkesterets strygere, der i dagens anledning havde overtaget den nedadgående synthsekvens fra nummerets oprindelige studeindspilning. En ganske gedigen start. Øland har det ikke fra fremmede og nævnte da også selv efter kort tid at hendes far, komponisten Bendt Fabricius, havde stået for samtlige orkesterarrangementer af aftenens repertoire fra Oh Lands bagkatalog. Noget der viste sig i fuld flor under "Perfection", hvor orkesterets to oboister havde fået tildelt en kuldegysende understøttende melodi til Ølands lystklingende omkvæd.
Det besværlige møde
Det samme gjorde sig gældende for den groovede "Audition Day" der med hurtige ottendedels-strygere og simple slag på trommepads flettede de to elementer sammen til en større enhed. Denne blev dog flere gange brudt af kejtede og famlende fejlslag og svajende overgange imellem flere af numrenes individuelle dele. Dette skyldtes især de trange kår for den ellers livlige trommeslager, der af akustikmæssige årsager var spærret ind bag en mur af plexiglas.
Overordnet havde de rytmiske musikere denne aften trukket det korteste strå, og for en anmelder, der ellers normalt ikke kan tåle bas i overdrev, manglede der med Oh Lands ellers dansable skæringer en smule vibrationer i brystet. Numre som "Head Up High" og "Green Card" led meget under ikke at have nok tyngde i dybden og med opgaven overladt til trivielle strygerflader skulle der mere til at redde disse ellers udmærkede numre.
Der, hvor Oh Land, bandet og orkesteret trak stikket hjem, var i de nedtonede passager, hvor orkesteret kunne slippe fra at agere klangligt fyld og i stedet supplere Oh Lands sange med finurlige rytmiske sekvenser og melodiøse fraseringer. Selvom Øland selv mente, at der blot var tale om mondænt klaverspil, var det numre som "Frostbite" og den underskønne "Earth Sick", der blev aftenens helt store orkestrale og vokale præstationer, hvor klokkespil og de eminente træblæsere spillede bærende roller.
Uden at nævne et ondt ord om Nanna Ølands medbragte musikanter kunne man med fordel have nedtonet netop denne medbragte del af orkestreringen til fordel for mere fokus på de legende arrangementer, som de mere afdæmpede numre funklede af. Også selvom det netop var den rytmiske konstellation, der hev publikumsfavoritten "White Nights" og det kække medley af "Sun of a Gun" og "Speak Out Now" hjem og legede lifligt med paukerne og marimbaerne.
En performer af kaliber
Et interlude bestående af Samuel Barbers "Adagio for Strings" virkede malplaceret i aftenens repertoire. Trods uovertruffent spil fra symfoniorkesteret ned til de sidste takters sagte strygere manglede hele seancen et vigtigt element: Nanna Øland. For trods slåfejl i de rytmiske krydsninger mellem de klassiske nodegardister og de rytmiske praktikere og trods naturens uransagelige placering af et hosteanfald midt i en lys frasering er Nanna Øland Fabricius et ubestridt flagskib af en frontkvinde på en scene.
En, der fra første færd indtager selvsamme i fulde og følger publikum sikkert igennem, til sidste stående applaus ebber ud. En, der gladelig delte ud af diverse små og store betragtninger, af spjættende balletinspirerede dansetrin hen over det træbeklædte scenegulv og af store rødkindede smil og kisteærlig begejstring over et bjergtaget publikum. Den slags favntag med hovedrollepladsen smitter ud i hver en afkrog af en koncertsal.
Oh Land og band kan uden den mindste tvivl deres kram, men blev denne aften i stævnemødet med den klassiske instrumentation en smule afdæmpet i de tempofyldte sange og kraftigt emotionelt forstærkede i de stille passager. En aften, der beviste den gamle læresætning om, at stævnemøder mellem vidt forskellige personligheder oftest fører til det bedste resultat.
