Det er ved at være 20 år siden, at Jon Spencer begyndte at dekonstruere den klassiske blues sammen med sit velbetitlede band "Blues Explosion", men over de seneste år er det hæsblæsende projekt så småt løbet ud i sandet.
I stedet har Spencer hygget sig med vennen Matt Verta-Ray i Heavy Trash, som indtil nu har udsendt to rockabilly-plader, der muligvis ikke har føjet meget nyt til genren, men som til gengæld har været musik leveret med autenticitet og unik indlevelse fra de to lømler.
Og her på ’Midnight Soul Serenade’ er det igen den ustyrlige spilleglæde, der sejrer, selvom det klart er duoens mørkeste album til dato – det er mere psychobilly end rockabilly, mere Cramps end Carl Perkins.
Men det virker. Og det virker godt.
Morricone og Orbison
Overordnet set samles tråden op, hvor den blev efterladt på to år gamle ’Going Way Out’, men især den lange og triphoppede ’The Pill’ og ’Sweet Little Bird’ overrasker med mareridtagtig noir-stemning.
’(Sometimes You Got to Be) Gentle’ sender en musikalsk hilsen til de yngre kollegaer i Black Lips, ’Good Man’ kunne snildt have været en fortolkning af en ukendt Tom Waits-sang, ’Bumble Bee’ er ren Morricone, mens ’In My Heart’ er Roy Orbison i garageform.
Og sådan er albummet fyldt med åbenlyse referencer til idolerne, men alligevel bliver det aldrig for forudsigeligt eller kedeligt.
Medrivende oplagthed
Foruden spilleglæden, er pladens helt store attraktion dog Matt Verta-Rays twang-guitar, der parrer dissonans med melodi med en swingmanér, så man gang på gang må knibe sig selv i armen over, at det ikke er førnævnte Waits’ husguitarist Marc Ribot, der spiller med.
Danske Kim Kix fra Powersolo spiller kontrabas på et par enkelte sange, så der også er lidt til de nationalstolte, men ’Midnight Soul Serenade’ vinder mest af alt på stemning, autenticitet og Jon Spencers sædvanligt medrivende oplagthed.
Originalitet eller ej.
