Det danske band Lukas Graham har den seneste tid oplevet massiv succes i USA, og nu har gruppen indtaget førstepladsen på den amerikanske iTunes-hitliste. Det oplyser gruppen selv på sin Facebook-profil.

Det er sangen ’7 Years’, som lige nu ligger nummer et, og dermed slår den danske gruppe store, internationale kunstnere som Megan Trainor, Flo Rida og Rihanna.

Se også: Millioner så med: Se Lukas Grahams fantastiske amerikanske tv-debut

Lukas Graham har gennem længere tid kravlet op ad de amerikanske hitlister, godt hjulpet på vej af succesfulde optrædener med netop nummeret ’7 Years’ i flere populære amerikanske talkshows, bl.a. ’Late Night with Seth Meyers’ og i Conan O’Brien, hvor Lukas Graham senere vandt en pris for årets bedste musikalske indslag.

Det er ikke kun iTunes-hitlisten, der vidner om Lukas Grahams succes, og gruppen ligger således også nr. 12 på den amerikanske Billboard Hot 100-liste med sangen ’7 Years’.

Lukas Graham er i den kommende tid på turné i USA, hvor gruppen blandt andet skal optræde i New York, Dallas i Texas og Boston.

Vil du opleve succeshistorien Lukas Graham på dansk jord må du imidlertid væbne dig med tålmodighed indtil sommer, hvor gruppen optræder på Northside-festivalen i Aarhus, Tinderbox i Odense og derudover giver koncert i Aalborg og på Østerbro Stadion i København.