’Now What?!’ er Deep Purples 19. studiealbum, og dét er langt bedre, end man egentlig har ret til at forvente fra et band, som med afbrydelser har eksisteret i omegnen af 40 år og har haft et gennemtræk af medlemmer, som i perioder tidligere kunne få en travl lufthavnsterminal til at minde om en paralyseret sneglefarm.


Men faneme om ikke ’Now What?!’ er flot, tidløs, bluesy hardrockplade og aldeles pletfrit musikalsk eksekveret af fem værdige og veloplagte veteraner, som vel egentlig ikke har mere at  bevise efter alle disse år, men hér sgu’ går ud og gør det alligevel.


Nemlig at såvel evnerne som – ikke mindst – den musikalske nysgerrighed er er intakt i lejren. ’Now What?!’ er nemlig et forbavsende afvekslende værk, som dét tager adskillige gennemlytninger at få det fulde udbytte af. Således blev den femte stjerne først tilføjet denne anmeldelse i sidste øjeblik.


Det smukkeste – og ja, vi KAN godt tale om skønhed hér – er den helt vidunderlige (og ja, det kan vi også godt tale om) tvangfrihed disse fine sange flyder med. Intet sted bedre personificeret end i den flotte midtempo poprocker (!) ’All The Time In The World’ med en fabelagtig melodi og ditto guitarsolo fra Steve Morse. Sidstnævnte har fået mange høvl i årenes løb – ofte alene fordi han ikke var den forgudede forgænger Ritchie Blackmore. Men på ’Now What?!’ er han i sit mest bluesy og melodiske hjørne, og Morse spiller formidabelt flot hele albummet igennem.


Det gør resten af bandet så i øvrigt også, og dertil har Ian Gillan ikke sunget bedre siden midten af 1980’erne. Så tager vi lige dén med tvangfriheden igen: Deep Purple  brillerer hér; uanset om det er en klassisk Purple-rocker som ’Hell To Pay’, semiprogressive ekskursioner som ’Vincent Price’ og ’Après Vous’ eller  noget-nær-balladen ’Blood From A Stone’.


Konklusion? Deep Purples bedste album siden ’House Of Blue Light’… og den er immervæk 25 år gammel!