Uskønt selvmord

Det er utroligt, at New York-duoen Suicides selvbetitlede debut er fra 1977. Ikke blot kan dens ekkoer tydeligt høres i musikken den dag i dag, den står også stadig som en uomgængelig milepæl inden for musikhistorien, hvor rockens levende rytmer erstattedes af keyboard og trommemaskine.

Og, nårh ja, så er det ikke en plade, der er specielt behagelig at lytte til. Nej, faktisk er ’Suicide’ psykotisk hypnotiserende og forstyrrende på en ganske ubeskrivelig måde; man bliver ikke (nødvendigvis) morder af at lytte til den, men det minimalistiske udtryk går lige i mellemgulvet.

Suicide dekonstruerede i sin tid rockabillyens univers og genopfandt det i syntetiske rammer. De var ikke de første inden for den elektroniske musik, men de var de første til at transformere rockens råhed til noget koldt og fremmedgørende. Suicide formede new wave-genren.

MEN, alt sammen er det mere end 30 år siden, og der var derfor grund til at forholde sig skeptisk til (gen)opførslen af et så skelsættende værk så mange år senere. Både Vega og kumpanen Martin Rev har begge rundet de 70 – de er dobbelt så langt inde i deres liv, som de var, da de albumdebuterede.

Men punkattitude og rå energi ruster vel ikke nødvendigvis? Eller gør den? Det, Suicide diskede op med i Statens Museum for Kunst var i hvert fald nærmere en fortolkning af ’Suicide’-pladen end det var en fremførsel.

Hvilket tydeliggjordes fra start, da Vega vaklede på scenen iført skihue og cykelhandsker, og rallede sig igennem ’Ghost Rider’ med Martin Rev tampende på keyboardet. Det var langt fra smukt. Faktisk uskønt. Men det har så heller aldrig været de to herrers hensigt at skabe noget pænt.

Amatøragtigt

Og netop dét havde man naturligvis i baghovedet, mens Vega og Rev gav anderledes fremførsel af deres af mange elskede afskyelige værk – Rev som den fornyende fortolker, Vega som brøleabe snarere end en patient med mentalt sammenbrud.

Fra hans primalskrig under aftenens anden sang ’Rocket U.S.A.’ stod det klart, at Suicide anno 2010 er en hel del anderledes end Suicide anno 1977. Alt var stadig sjæleløst, koldt og fremmedgørende, men på en mindre gennemført og mere amatøragtig måde.

Mest tydeligt under ’Frankie Teardrop’ – en tænderskærende familiemordhistorie et sted imellem Velvet Undergrounds ’Sister Ray’ og The Doors’ ’The End’ – som ellers er en af de sange, der holder bedst, her, 33 år senere. Det lykkedes slet ikke Suicide at opbygge originalens spænding.

Unik råhed

Og dét var den korte koncerts største problem: nyfortolkningerne levede simpelthen ikke op til originalerne. Særligt ’Che’ om den argentinske revolutionær og førnævnte ’Frankie’ faldt til jorden.

Det hjalp heller ikke på det hele, at Alan Vega gav pokker i sangenes tema om fremmedgørelse og flere gange traskede rundt i publikum som en anden Elvis og forklarede, hvor meget han elskede os.

Midtvejs emmede ’Johnny’ og ’Girl’ ganske vist af den unikke og beskidte råhed, som findes på ’Suicide’-pladen, og Vegas rallende vokal klædte passede pludselig perfekt til Revs keyboardknytnævetæsk.

Men det var enkeltstående stjernestunder på en aften, der fik en upassende romantisk afrunding i form af ekstranummeret ’Dream Baby Dream’, som Bruce Springsteen såmænd har fortolket.

Det var utilfredsstillende uden at være direkte uinteressant.