51-årige Robert Forster spillede en medrivende, intens og helt igennem suveræn koncert. Utvivlsomt den bedste af slagsen på dansk grund i år.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I 1980’erne regerede The Go-Betweens musikscenens undergrund med skæv, poppet rock tilsat særdeles underholdende, ofte udpenslende, naturalistiske tekster.

De to hjerner bag, Robert Forster og Grant McLennan, kreerede sammen seks albums, der for længst har opnået kultstatus hos musikelskere verden over.

I 1989 gik de hver til sit og opløste bandet, inden gendannelsen i 2000. Et par albums senere i 2006, døde McLennan pludselig af et hjertestop i en alder af blot 48 – Forster opløste igen Go-Betweens og begyndte at skrive som musikkritiker i det australske blad The Monthly, men i april i år udsendte han så sit første soloalbum i 12 år, ’The Evangelist’.

Et udspil, der høstede anmelderros hele linjen over; herhjemme, såvel som i udlandet. Albummet indeholdt også et par af de allersidste numre, Forster nåede at skrive sammen med McLennan.

Nu har den 51-årige sangskriver har valgt at følge ’The Evangelist’ op med en turné, der søndag aften ramte Vesterbros Lille Vega. Og mange tak for det!

Den mere end to timer lange seance skulle nemlig vise sig at blive en af den slags kæmpe oplevelser, det er svært at beskrive med ord; Forster og band spillede simpelthen gennemført indfølt og suverænt, og føjede nyt liv til Go-Betweens-klassikerne på en måde, så det var svært at holde tårerne tilbage. Det var simpelthen stort.

Scroll ned for at læse videre

Cobain og Verlaine
Præcis klokken 21 gik den aldrende sanger alene på scenen udstyret med en akustisk guitar, og startede passende ud med ’Something for Myself’.

Iført sit jakkesæt og slips, sang han sig nænsomt og ikke helt rent (på den gode, Lou Reed’ske måde) gennem en håndfuld sange, inden den eminente bassist Adele Pickvance sneg sig med og føjede ekstra dybde til aftenens første ’The Evangelist’-nummer, geniale ’If It Rains’.

Inden ’When She Sang About Angels’ gik også ekstraguitarist/orgelspiller, Glenn Thompson på scenen. Sangen som handler om Patti Smith indeholder den gyldne linje med det mindst lige så gyldne rim:

– When she sang about a boy; Kurt Cobain/I thought it was a shame it wasn’t about Tom Verlaine.

Netop Verlaines melodiske, banebrydende sange har haft klar indflydelse på Thompsons guitarspil og ikke mindst Forsters kompositioner, men også hans vokal står som en krydsning af Verlaines nervøse røst og Lou Reeds skævhed.

Med sine tætsiddende øjne, intense blik og specielle gestik, leverede denne Robert i samtlige 130 minutter hver eneste akkord og ord med både hjerte, hjerne og en uhørt indlevelse. Via hele 27 numre guidede han publikum gennem Go-Betweens’ karriere tilsat hans egne solosager.

Dét var en udsøgt fornøjelse. Ikke mindst takket være de malende sangtekster, som Forster supplerede med underfundige anekdoter.

Eksempelvis forklarede han på autistisk vis inden ’German Farmhouse’, at sangteksten dækker over hans liv fra den 19. juni 1989 frem til 24. juni 1992 og ligeså, hvordan den efterfølgende ’Darlinghurst Nights’ omhandlede livet 1983 i en lille forstad til Sydney. Sært, men fascinerende.

Årets koncert
Musikken svigtede heller aldrig. Den skarpe krydsning af pop og rock var (og er) uimodståelig; tag eksempelvis ’Head Full of Steam’ og ’Born to a Family’. Alle sangene blev løftet af de tre perfekte backingmusikere, der alle spillede, som gjaldt det livet.

Foruden Pickvance og Thompson markerede den blot 21-årige trommeslager, Matthew Harrison, sig som et ægte fund af en tightspillende tøndebasker.

Med disse musikeres elegante eksekvering af materialet, kunne Forster have spillet i tre timer, uden at det havde gjort noget, men efter en ti minutters pause blot tre kvarter inde i koncerten, kom det alligevel som lidt af en overraskelse, at han efterfølgende spillede i næsten halvanden time og gav to sæt ekstranumre.

Men den respektfulde (der var ingen sniksnak, fuldemandsbrøleri eller mobiltelefoni at spore) og samtidigt ellevilde publikumsskare i Vega tog imod med åbne arme og voldsomme ovationer efter den punkede afslutter ’Here Comes the City’.

Og det VAR da heller ikke for meget. Nej, det var rørende, vitalt og livsbekræftende uden at blive sentimentalt, at se en undergrundshelt, der ældes med måde og samtidig spiller sig ud af vennen og sangskrivningspartners tragiske død på såre suveræn vis. Årets koncert. Simpelthen.

Hør 'Pandanus' fra 'The Evangelist' her: