****
Den popperfektionistiske menneskemaskine Beyoncé Knowles-Carter leverede som forventet en vokalmæssig overskudspræstation. Men nogle af de meget store, dybe og yderst private følelser fra mesterværk-albummet ’Lemonade’, udeblev fuldstændigt.
I stedet kørte den stilbevidste texaner den af på rutinen og undlod af vise sine sårbare sider frem.
Det startede ellers suverænt for den selvudnævnte popkejserinde med ’Formation’, den bogstaveligt talt bidske fuckfinger ’Sorry’ og en svedende, galopperende ’Run The World (Girls)’ i første akt, hvor Bey og hendes kvindelige dansetrup lagde Parkens publikum fuldstændigt ned. Både koreografien og vokalpræstationen sad lige i skabet.
Men de verbale piskesmæld fra utroskabspladen ’Lemonade’ udeblev. Og hvad der var endnu mere ærgerligt, så undlod Beyoncé og co. at sætte stemningen med den imponerende, overrumplende visuelle side af albummet til aftenens koncert. Der ellers ikke er tilgængelig for almenmand, medmindre man abonnerer på Jay-Z Tidal.
Divaen over dem alle
’Lemonade’ er ellers, rent billedligt, spækket med ultrastærke scener – fra baseballbats, der bliver smadret arrigt ind i bilruder, til sydstats-barokke New Orleans-kvinder med bistre attituder, privatoptagelser af datteren Ivy Blue og ghettogrumsede carparks.
Men i stedet for at drive koncerten igennem det kronologiske, følelsesmæssige register af svig, frustration, hudløs sorg og til slut forsonlig tilgivelse, som er drivkraften på pladen der langer ud efter ægtemanden Jay-Z (og resten af den mandlige verdensbefolkning), så blev det 'bare' en demonstration af, at Mrs. Carter i dag er divaen over dem alle. Fordi hun kan synge og danse som ingen andre.
Låg på den politiske aktivisme
Og det var sgu ærgerligt! For Beyoncé anno 2016 er ellers trådt ind på den globale popscene med holdninger til amerikansk racediskrimination og kvindelig undertrykkelse. En diva med tilsyneladende dybt personlige holdninger til den verden, som udfolder sig for vores øjne lige nu. Til korrupt politivold, forskelsbehandling, racemæssige fordomme og – ikke mindst – konfliktsky mænd, som hellere tager den lette vej ud i forførende sidespring fremfor at stille op og tage ansvar.
Ganske vist løftede Queen B nærmest taget af Parken med ballader som fx ’Love on Top’ og ’1+1’, og drejede alles hoveder om med sexede fremførelser af ’Rocket’ og ’Partition’.
Men jeg savnede den hudløst ærlige, rå og sårbare Bey, jeg troede turde sætte dagsordenen nu. Den popdiva, som tør tale til andet og mere end glansbilledlivet, hvor alt er indhyllet i en ”halo” af idyl og perfekt, vindomsust hår.
Beyoncé i Telia Parken, søndag aften.
