Lige så mange grunde, der kan være til at sige Farvelton, lige så svært er det ikke at holde af den 67-årige sanger, musiker og uendelig meget andet.
Endnu mere end normalt efter onsdagens koncert, hvor en sjældent veloplagt og nærværende Sir Elton endte med at charmere den udsolgte sal op ad stolene til det ene stående bifald efter det andet.
Uanset hvilken iscenesættelse, Elton optræder i, truer det bombastiske, oppulente ofte med at tage pusten og pulsen fra denne rockmusikkens Liberace og hyggepianists mange, mange vidunderlige melodier. Elton kan få en stormende boogie ud af den mest enkle rundgang.
Spørgsmålet på vej på cykelstierne til Forum i syv hestes medvind: giver det overhovedet mening at gå til endnu en jukeboks-koncert med samme grundstamme af numre fra kataloget som for 32 år siden?
Har været til 10-11 stykker siden 1982 i Brøndby Hallen under en turné, hvor han optrådte iført Ludvig XVI-gevanter, kandelabre og kokain i mængder som alpesne, som han selv senere har formuleret det.
Svaret er et fuldtonet ja.
En upræcis overskrift
Også selvom Elton John denne aften optrådte under en upræcis overskrift. Turnéen, der fejrer 40 års jubilæet for dobbeltalbummet 'Yellow Brick Road', har titlen 'Follow The Yellow Brick Road'. Og ja. Denne aften spillede Sir Elton og hans mere eller mindre faste band hele otte numre fra et af rockhistoriens vigtigste album, men havde man håbet på en gennemspilning af albummet, blev man skuffet.
Det positive ved aftenens lange sætliste var så, at samtlige numre blev leveret i rimelig stramme versioner, på nær de første tidstypiske numre fra YBR-albummet, som i sig selv er lange, 'Funeral For A Friend/Love Lies Bleeding' og 'Bennie And The Jets'.
Men rart senere at høre det i øvrigt altid semikedsommelige 'Rocket Man (I Think It's Going To Be A Long, Long Time)' i en version på den rigtige side af en helaftensfilm. Modsat tidligere koncerter i Eltons back to the roots-periode i 00erne.
Vel var Forums herostratisk berygtede cykelbanehalsakustik endnu en gang musikkens lede hovedfjende. Det blev ikke bedre af et lydfænomen, der som regel præger Eltons koncerter med band. At der er skruet så meget op for hans vokal og Yamaha grand piano og denne gang også keyboards i baggrunden, at resten af bandet indimellem ligger som en lydlig diffus tågedis under sangen og hans klaver.
For lidt guitar
Det er skrevet før. Ærgerligt at så fortfarende fremragende musikere som Davey Johnstone og Nigel Olsson, der begge har været med siden 'Candle In The Wind' stadig handlede om Marilyn Monroe, er reduceret til staffage. Ja, en del af Olssons karakteristiske swung er netop en lettere tilbagelænet stil, men i passager var trommelyden som lyden af støvregn på pergamentpapir. Johnstone var der faktisk kun for alvor strøm på i intro-riffet til 'Saturday Night's Alright For Figthing'. Og da han hev sin dobbelt halsede 70erguitar frem og spillede en ond slideguitar.
Men så er der jo dét, som kan få enhver djøf'et teknokrat og regnearksmager til at ryste på hænderne - følelsen.
Og dét var der masser af denne aften - følelse. Allerede i 'Levon', som udover at have lagt navn til en tumpet figur i tv-serien 'Californication', er et fint tidligt Elton-nummer fra en periode, hvor han som komponist var påvirket af sine ophold på den amerikanske vestkyst. Senere i sættet hyldede Elton John sin gamle mæcen og læremester fra samme periode, Leon Russel, med deres fælles 'Hey Ahab' fra albummet 'The Union'.
Varmen steg
Efter 'I Believe' og 'Daniel' mere eller mindre med Elton solo begyndte varmen at stige. Hvilken autoritet og præcision, musikalitet og kraft, der bor i den mand. Hvilket anslag. Et enkelt øjebliksbillede fanget på blokken i en, ja, kærlighedsfyldt 'Your Song', med koncentrationen tydeligt knugende i Eltons ansigtstræk, og da sangen var slut et lille glædeshop af manden i det røde pailletbesatte jakkesæt.
Et andet glimt; skråt foran overtegnede sad to helt unge kvinder, stirrende og lyttende med en svært beskrivelig aura af indlevelse og glæde lysende i deres kropssprog.
Igen i aftenens titelnummer, det nærmest kriminelt melodiske 'Yellow Brick Road', hvor alle på scenen klogelig afholdt sig fra at udforske de meget høje toner, som den oprindelig synges i.
Hvilken livs- og spilleglæde. I hvert fald den version af Elton John, vi oplevede her til aften. 'Jeg har aldrig haft det bedre i mit liv', sagde han på et tidspunkt. Det lød troværdigt.
Indimellem truer der med at gå både Andrew Lloyd Webber og hotelbar loungemusik i det, men på den anden side manden har jo en ubegribelig skattekiste af melodier tilsat Bernie Taupins krystalklare poesi, der i de bedste sange lyder som livet fanget i et hjerteslag. 'Sorry Seems To Be The Hardest Word' og 'Sacrifice' f.eks.
Mod slutningen gik der afdansningsbal i den med det pænt sagt uinteressante rocknummer 'The Bitch Is Back' og den corny Beach Boys-pastiche 'Your Sister Can't Twist (But She Can Rock 'n Roll)'.
Men alt i alt en varm aften med en tilsyneladende udødelig Elton John.
Elton John med band, onsdag aften i Forum.
Sætliste
Funeral For A Friend/Love Lies Bleeding
Bennie And The Jets
Candle In The Wind
All The Girls Love Alice
Levon
Tiny Dancer
Believe
Daniel
Philadelphia Freedom
Goodbye Yellow Brick Road
Rocket Man (I Think It's Going To Be a Long, Long Time)
Hey Ahab
I Guess That's Why They Call It The Blues
The One
Your Song
Burn Down The Mission
Sad Songs (Say So Much)
Sorry Seems To Be The Hardest Word
Don't Let The Sun Go Down On Me
The Bitch Is Back
I'm Still Standing
Your Sister Can't Twist (But She Can Rock'n'Roll)
Saturday Night's Alright for Fighting
Ekstranumre
Sacrifice
Crocodile Rock
