I år fylder U2's femte album, klassikeren "The Joshua Tree", 30 år, og i den forbindelse drager bandet på en USA- og Europaturné, hvor de spiller albummet i sin helhed.

Turnéen kommer ikke til Danmark, men blandt andet til Twickenham i London 8. juli og Olympiastadion i Berlin 12. juli. Opvarmningen leveres af Noel Gallagher's High Flying Birds. Ingen af de europæiske koncerter finder sted på festivaler.

"The Joshua Tree" er ligesom forgængeren "The Unforgettable Fire" fra 1984 produceret af Brian Eno og Daniel Lanois. Albummet udkom 9. marts 1987, blev U2's første nummer 1-album i USA, indeholder hitsinglerne "With or Without You", "I Still Haven't Found What I'm Looking For" og "Where the Streets Have No Name" og endte med at sælge mere end 25 millioner eksemplarer og er dermed U2's mest solgte album. Det modtog en Brit Award og to Grammyer, gruppens første ud af deres til dato 22 Grammyer.

I en pressemeddelelelse udtaler sanger Bono om albummet: "For nylig hørte jeg "The Joshua Tree" for første gang i næsten 30 år ... det er noget af en opera. En masse følelser, som føles mærkeligt aktuelle, kærlighed, tab, knuste drømme, at søge glemsel, polarisering ... alle de store... Jeg har sunget nogle af disse sange meget... men aldrig dem alle sammen. Jeg er klar på det, hvis vores publikum er lige så spændt, som vi er... det bliver en stor aften."

Guitarist The Edge siger videre: "Det lader til, at cirklen er sluttet i forhold til, da sangene på "The Joshua Tree" blev skrevet, med globale omvæltninger, ultra-højrefløjspolitik og trusler mod nogle fundamentale menneskerettigheder. For fejre dette album – idet sangene synes så relevante og forudseende i forhold til denne tid – blev vi enige om at spille disse koncerter, det føles rigtigt nu. Vi glæder os til det."

Billetsalget begynder 16. januar.

De europæiske datoer ser ud som følger:

July 8      

London, UK      

Twickenham             

Noel Gallagher's High Flying Birds

July 12    

Berlin, DE      

Olympic Stadium            

Noel Gallagher's High Flying Birds

July 15      

Rome, IT         

Olympic Stadium         

Noel Gallagher's High Flying Birds

July 18      

Barcelona, ES      

Olympic Stadium        

Noel Gallagher's High Flying Birds

July 22        

Dublin, IE          

Croke Park                 

Noel Gallagher's High Flying Birds

July 25       

Paris, FR         

Stade de France      

Noel Gallagher's High Flying Birds

July 29     

Amsterdam, NE  

Amsterdam Arena   

Noel Gallagher's High Flying Birds

August 1   

Brussels, BE     

Stade Roi Baudouin        

Noel Gallagher's High Flying Birds