Gruppen er rykket fra overhalingsbanen og ud på den truende middelmådigheds midterstribe. Ny cd er ingen undtagelse.

TV -2 Århus-afdelingen antager stedse større lighed med sine navnefæller på Kvægtorvet i Odense - og ikke mindst disses konkurrent, DR i Ørestaden i København.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, ser du : Efterhånden lever Steffen Brandt og Co. mestendels højt på genudsendelser.

Ikke sådan at forstå, at numrene på herre-kvartettens sekstende studiealbum »For dig ku jeg gøre alting« ikke er nye, men snarere fordi de er så meget TV -2 classic, at man sidder tilbage med den dér umiskendelige følelse af, at man har hørt det hele før . Bedre.

Skabelonen flosset i kanten
Og det har man også, hvilket der sandt for dyden heller ikke er noget nyt i, når man hører TV -2 . Steffen Brandt har som sangskriver sin skabelon, og den bruger han. Igen, igen og så lige igen. Selv om samme skabelon efterhånden unægtelig er ved at være noget flosset i kanten.

Onde tunger vil utvivlsomt hævde, at begrebet »classic« bare er et synonym for »det samme gamle lort«, men så vidt vil jeg trods alt ikke gå. 26 års band-erfaring borger trods alt for en vis kvalitet, så alt imens fortvivlende lidt stritter ud på »For dig ku jeg gøre. . .«, så er sangene hér så afgjort i orden om ikke overordentlig i orden. TV -2 afleverer genudsendelserne med stor entusiasme, og lyden er takket være producerne Halfdan E og Thomas Troelsen måske den bedste på noget TV -2 album nogensinde.

Spørgsmålet er modsat imidlertid så, om »i orden« er godt nok fra et band med netop førnævnte erfaring. Efter nogle år er TV -2 i dén grad rykket fra overhalingsbanen og ud på den truende middelmådigheds midterstribe, og jeg garanterer dig, at man, når man har lyttet dette album igennem nogle gange, er lige så træt af Brandts patenterede »ouuh wooouuw«-omkvæd, som Naser Khader er af at svare på spørgsmål om, hvad han egentlig har gang i.

Ingenting stikker ud hér
Igen du har hørt det hele før . Der er modsat på den alsidige forgænger »De sidste kærester på månen« ingenting, der skiller sig eller stikker ud hér. Ikke en melodi, ikke et arrangement. Fraset albummets i særklasse bedste nummer: den mørkttonede, gungrende groovy og hypnotiske »Jesus fra Jylland«. Men den ligger altså som nummer otte ud af 12, og det er sgu sent at få »oh, yeah, oh yeah!«-oplevelsen på en TV -2 skive.

Så tilbage til spørgsmålet om »godt nok« egentlig ER godt nok?

Nej, det er det ikke, folkens. Og som TV -2 fan siden 1983 gør det sgu pænt ondt i hjerteregionen at måtte skrive dét. Jo, jeg ved godt, jeg har skrevet det før. Men dengang gjorde også ondt.

Okay, teksterne lige i øjet og primært om kærlighedens (vild)veje er såre smukke og perlende poetiske, men nu er det hér jo altså ikke nogen digtsamling. TV-2s nye cd udkommer mandag d. 19. november.