Af Peter Aagaard - Gaffa

Det forpligter, når man så eksplicit vælger at sætte en farve på turnétitlen. Som publikum forventer man alt, hvad der forbindes med farven rød: fare, raseri, lidenskab og ikke mindst at komme op i det røde felt. Det forpligter også, når man beder om over 300 af publikums kroner en regnvåd torsdag. Men L.O.C. har aldrig virket som typen, der er bange for at forpligte sig, og således har 'Rødt Lys Tour' sin officielle start i Portalen i Greve, hvor vi skal være vidne til en L.O.C., der er mere intim, teatralsk og rocket end hidtil set.

'Lav noget larm for jeres bedsteforældre'

Rødt lys tour starter med opvarmning fra Niki Bernard og Marwan. Bernhard er L.O.C.'s første signing på selskabet SGMD, der for nylig udgav hans ep 'Doxy'. Til trods for han er et relativt ubeskrevet blad, går hans engelsksprogede rap godt igennem hos publikum i Portalen.

Aarhus V-veteranen Marwan vækker mere genkendelse, men der er stadig lang vej, før vi er helt oppe at ringe. Alene på scenen blot bakket op af et kæmpe Marwan-banner gør han det ellers upåklageligt. Vi får de store numre fra det nye, selvbetitlede album, og hans westcoast rap får lige så stille blødt publikum op. Det er også ret umuligt ikke at overgive sig, når han råber noget så sympatisk som 'Hvis I elsker jeres bedsteforældre, så lav noget fucking larm, Greve!'

Men det er L.O.C., folk er kommet for. Da et endnu større knaldrødt banner med Liam O'Connor og bandet på et bagsæde åbenbares, får det aftenens foreløbig største bifald. Og da det falder og afslører selvsamme Liam og band iklædt White Sox-T-shirts og halvmasker med pailletter, bliver larmen øredøvende i en ellers ikke helt fyldt Portalen.

 

Nedbarberet, rocket og langtfra rusten

Ikke overraskende starter koncerten med nummeret "Rødt Lys" fra L.O.C.'s seneste album "Sakrilegium". Vi er trods alt på "Rødt Lys Tour". Med et orkester, der tæller keyboard, trommer og guitar, bliver det naturligt en noget mere nedbarberet version af L.O.C.'s univers, vi bliver trukket ind i. Det minimalistiske udtryk klæder ham, og som forsanger i et rockband væltedanser han rundt på scenen, mens bandet bygger en tung lydmur af stemning op.

Til gengæld kan lyden i salen ikke helt stå mål med ambitionerne på scenen. Hver gang bassen brager igennem, giver det skrattende genlyd i det meste af Portalen, og det er desværre nok en af de børnesygdomme, der følger med en turnéstart.

Det stopper bestemt ikke festen fra at bevæge sig fremad. Da vi efter et par nye numre dykker tilbage til "Ung for evigt" og særligt "Frk. Escobar", viser det tydeligt, at rapperens bagkatalog sagtens kan bære at blive præsenteret i en ny indpakning. L.O.C.'s karakteristiske levering er stadig fuldstændig intakt, og der er ikke antydning af rust på stemmen.

 

Diss eller selvransagelse

Efter en hæsblæsende start kommer vi ned i tempo. Den næsten singer-songwriter-agtige-blues "Folk som dem her" bliver leveret uden det store akkompagnement, men til gengæld med en næsten teatralsk nerve fra L.O.C. Når han med et diabolsk smil halvbukker for publikum og fortæller om de fortabte skæbner i sangen "Han tror, at han er kongen", ved man ikke, om det er diss eller selvransagelse. Ikke desto mindre er det dragende og bliver koncertens første højdepunkt. 

Hele Danmarks Liam kigger ud i publikum og konstaterer "Velkommen tilbage, jeg har jo nok set de fleste af jer før", inden han peger en fyr ud i crowden og siger "dig har jeg i hvert fald set. Det kan jeg bare ikke helt huske, for det var på et tidspunkt i min karriere, hvor jeg var lidt mere… omtåget", og så får vi ellers "Absinthe" helt tilbage fra debutalbummet, et nummer, der i sin tid som et af de første pegede på, at der var selvrefleksion i hans hårde gangstarap. Da der følges op med "Få din flask' på", swinger Portalen og den tørlagte irer skråler for på drukklassikeren.   

"Sakrilegium" betyder en slags helligbrøde, og med to elektriske kors, et almindeligt og et omvendt, bag sig tager L.O.C. os med på en musikalsk rejse i dekadence, misbrug og tilgivelse. Den, undskyld udtrykket, røde tråd på "Rødt Lys Tour" synes at være fristelser, både de seksuelle og de berusende. Det hele bindes sammen, så numrene er i dialog med hinanden. Når romancen i "Noget dumt" anakronistisk følges af "Undskyld (so)", bliver man suget med i fortællingen om forliste forhold.

 

Stangliderlige statements

Da L.O.C. annoncerer, at han godt kunne tænke sig at spille nogle sange om sex for os, responderer især den kvindelige del af publikum særligt positivt. De får smæk for skillingen, som man siger. Den nye "La Petite Mort" går over i "#%!@ mig nu" fra "Melankolia", og det kræver sin mand at levere så stangliderlige statements til en sal af både pensionister og teenagere.

"Verdens mest sexede band spiller ikke ekstranumre" siger han temmelig langt inde i koncerten. "Så hvad med at vi bare bliver på scenen og spiller lidt mere for jer?" Det er okay med os. Efter en koncepttung seance er der en befriende renselse i at høre tonerne fra "Momentet", og da USO hopper ud på scenen som en trold fra en æske ændrer showet fuldstændig karakter. Måske har L.O.C. samme fornemmelse, for han smiler over hele femøren. Nok er L.O.C. en stor mand, men han har også stået meget alene på scenen, hvilket selvfølgelig fremmer hans inderlighed, men det storladne har altid været en del af universet.

Da koncerten slutter med "Paradis brænder", det nye albums stærkeste nummer, er det som om både den røde tråd fra aftenens tema og energien fra "Momentet" for første gang smelter sammen. Og så er det slut.

 

Den store scenemester med små lydproblemer

Det er en konceptkoncert, vi har været vidne til. Som jeg nævnte i starten, forpligter titlen "Rødt Lys Tour" både til fare, fristelse og at komme op i det røde felt. Det første indfriede den til fulde, der var ikke en finger at sætte på sangvalg, og det var en perfekt dag at udelade for eksempel "Du gør mig", når vi bevæger os i et helt andet univers. Til gengæld tror jeg, både lydproblemer samt placeringen en tidlig torsdag aften gjorde, at vi ikke blev efterladt gennemsvedte og afstraffede. Det var en kunstnerisk overlegen fremførelse af det nye materiale, men med den bekostning, at festen ikke altid kogte over. 

L.O.C. er en af de store scenemestre herhjemme. Han har haft Orange i sin hule hånd mere end en gang, og han kan få publikum med sig bare ved et skuldertræk. På "Rødt Lys Tour" tager han publikum med på en anderledes rejse, selvom der er kendte stoppesteder. Min konklusion, da vi endte i "Paradis brænder" er, at det afgjort er turen værd.