I mere end ti år har sydstatsgruppen Drive-By Truckers udgivet plader og rumsteret i den amerikanske undergrund, som de brød ud af med 2006’s ’A Blessing and a Curse’.
På denne side af Atlanten er der dog aldrig rigtig lykkedes for Georgia-bandet at få fodfæste, hvilket godt kan undre en smule. I hvert fald har sekstettens idoler i Lynyrd Skynyrd, The Band, Tom Petty og Bruce Springsteen aldrig haft de store problemer med at sælge musik i Europa.
Frontmændene Patterson Hood og Mike Cooleys band er ellers uomtvisteligt et hårdt arbejdende slæng. Musikken ikke bare spilles med fantastisk indlevelse og nerve, også sangteksterne tager udgangspunkt hverdagsfortællinger fra samfundets nederste segment – på samme måde som hos kollegerne i Richmond Fontaine.
Beklageligvis hører Drive-By Truckers’ foreliggende ottende album, ’The Big To-Do’, ikke til blandt deres bedste. Her er tale om en ret spraglet kollektion, som bærer præg af at være stykket sammen af for mange forskellige indspilningssessioner.
Nuvel, her er godt nyt for de af fansene, der synes bedst om sydstatsrødderne, når de rocker rigtigt igennem, for det bliver der gjort til overmål her.
Problemet er, at sangskrivningen simpelthen synes for ordinær.
Ingen tvivl skal herske om autenticiteten i dette charmerende foretagendes musik, og ’The Big To-Do’ er bestemt ingen dårlig plade. Den er bare ikke nær så fokuseret og gennemarbejdet, som man kunne have håbet på.
Afvigelserne gør størst indtryk
Den gode nyhed er, at Drive-By Truckers trods alt rammer plet mere end blot et par gange i løbet af den lille times spilletid. Både åbneren ’Daddy Learned to Fly’ og ’Birthday Boy’ lyder som glemte Tom Petty-numre, mens melodien er prioriteret frem for groovet i gyngende ’Santa Fe’.
Men generelt er her dog for megen stereotyp røvballerock, og derfor gør de sange, der afviger fra skabelonen, størst indtryk.
I albummets længste skæring, den listende ’The Wig He Made Her Wear’, lykkes det at opbygge et medrivende drama over seks minutter gennem en billedrig tekst og skræddersyet musik, og ’Get Downtown’s skægge og livlige boogie lander et sted mellem Charlie Daniels Band og ZZ Top.
Andre eksempler er den Neil Young’ske ’After the Scene Dies’, der er rå rootsrock, som sitrer af liv og energi og den afsluttende, nøgne ballade ’Eyes Like Glue’, der præsenterer en mere nuanceret side af bandet, som ikke findes andre steder på pladen.
Sammenhængskraft savnes
Problemet er, at disse sange udgør undtagelserne snarere end reglen, og der er simpelthen ikke nok materiale på ’The Big To-Do’, som man ikke allerede har hørt bedre fra Drive-By Truckers side.
Tag bare de episke ballader ’You Got Another’ med vokal fra det kvindelige medlem Shonna Tucker og mod slut ’The Flying Wallendas’ – det er hørt tusinde gange før.
Har man mod på at kaste sig ud i Drive-By Truckers bør man ikke starte her, men i stedet ved sydstatsrock-mesterværket fra 2001, ’Southern Rock Opera’, ’Decoration Day’ (2003) eller ’The Dirty South’ (2004).
På de plader får man band i topform og måske endnu vigtigere; den sammenhængskraft, som savnes sådan på ’The Big To-Do’.
