KØB PLUS!
(5/6)

Triumftoget tordner videre

AF STEFFEN JUNGERSEN Ja, ham igen! På blot 12 år har den amerikanske bluesrock-guitarist Joe Bonamassa begavet verden med (og tag så lige en dyb indånding): Ti studiealbums og fire liveskiver som solist, ét studiealbum sammen med Beth Hart, to studiealbum og et livealbum med hardrockbandet Black Country Communion.

Dertil tre live-dvd’er hvoraf den seneste – den mesterlige ”Beacon Theater – Live From New York” udkom for kun små to måneder siden.

Blot indenfor de sidste fjorten måneder har Bonamassa helt eller delvis lagt navn til seks udgivelser: sit forrige album ”Dust Bowl”, Black Country Communions ”2” og ”Live Over Europe”, Joes og Beth Harts ”Don’t Explain”, førnævnte ”Beacon Theater” og nu altså altså det tiende studiealbum i eget navn, ”Driving Towards The Daylight”.

Og manden er kun lige fyldt 35 år. Hvis han fortsætter sådan hér, skal man sgu snart til at se sig om efter en større lejlighed, hvis man skal have plads til sin Bonamassa samling.

Nå, jeg beklager denne opremsning af mandens meriter. Den er her blot for at understrege, at det vel ikke ville komme som det store chok, hvis Joes afsindige arbejdsraseri på et tidspunkt gik ud over kvaliteten.

Men chokket er snarere, at Bonamassa med ”Driving Towards The Daylight” har lavet endnu et fremragende album! Manden holder sgu’ musikalsk et lige så højt bundniveau, som FC Barcelona i stærkeste opstilling gør i fodbold.

”Driving…” er et en kende mindre råt og mere regulært bluesy album, der peger mere direkte mod rødderne, end noget andet Bonamassa har lavet i de senere år. Og så skulle jeg da for resten ellers hilse at sige, at Joe har inviteret nogle prominente musikere med på triumftoget i denne omgang. Rytmeguitarerne betjenes af Brad Whitford (Aerosmith) og Blondie Chaplin (sidst set som korsanger i Rolling Stones), trommeslager Anton Fig (Kiss, Ace Frehley, Dave Letterman og mange flere) og den australske whiskyrøst Jimmy Barnes, som synger for på et cover af sit eget 1987 hit ”Too Much Ain’t Enough Love”.

Selvfølgelig er det upåklageligt spillet, og Kevin Shirleys produktion er vanen tro lige i skabet. Og albummet former sig nærmest som en mesterklasse i, hvordan man får den skamredne krigshest, de kalder ”the blues”, til at rejse sig og knejse stolt igen. Joe Bonamassa spiller det hér flottere facetteret og dynamisk end – nå ja – alle de andre. Med ømhed, kærlighed, sjæl og skønhed.

Fra fornemme opdateringer af klassikere som Howlin’ Wolfs ”Who’s Been Talkin’” og Robert Johnsons ”Stones In My Passway” via en sugende smuk udgave af Bernie Marsdens ”A Place In My Heart” og en rå fortolkning af Bill Withers’ ”Lonely Town, Lonely Street” til fem nyskrevne Bonamassa perler. Specielt det storswingende rock’n’roll nummer ”Somewhere Trouble Don’t Go” er værd at lægge mærke til.

Som sagt: det er fremragende (igen), og det hér er i den grad ”real music for real people

JOE BONAMASSA, ”Driving Towards The Daylight”, (Mascot/ Target)

” (igen).

Læs også: