I 2007 satte Jack og Meg White fra White Stripes sig for at turnere Canada tyndt; at spille koncert i hver eneste af det store lands provinser og territorier.
Med sig havde duoen musikvideomanden Emmett Malloy, der har instrueret foreliggende film, ’Under Great White Northern Lights’, og klippet den sammen af de mange timers materiale.
Og det er der kommet et vellykket værk ud af, som på én gang giver et interessant indblik i de to hovedpersoners forhold bag kulisserne, indkapsler White Stripes’ balstyriske koncertenergi og maler et smukt billede af Canadas natur og randområder.
Jack White er den hyperaktive og musikalske arbejdsnarkoman. Man ser ham stort set aldrig uden en guitar om halsen, med mindre han da sidder backstage bag klaveret og forsøger at spille i takt til gamle The Sonics-numre eller i limousinen og drikker af en flaske whiskey.
Meg derimod er den ekstremt tavse type – de ord hun når at sige i løbet af filmens 90 minutter kan næsten tælles på to hænder. Og for at man virkelig lægger mærke til det, når hun endelig siger noget, tekstes samtlige hendes replikker, selvom man sagtens kan høre, hvad hun siger.
Det er dét billede man får af de to meget forskellige musikalske partnere. Frem for alt er ’Under Great White Northern Lights’ dog en parring af koncertfilm- og road movie-formaterne.
Man fornemmer man i høj grad, hvor mange kalorier der er brugt på at skabe det mest autentiske lydspor som akkompagnement til de knap 30 sange, der har fundet vej til filmen. Og dét er en fryd at lægge øren til.
Bowlinghaller og vrisne inuitter
Road movie-delen består af sekvenser mellem koncertbidderne, hvor man eksempelvis følger duoen blive fragtet fra koncerten i Whitehorse, Yukon (hvor der stadig er helt lyst kl. 23 om aftenen) til lufthavnen, hvor privatflyet venter, og hvor borgmesteren i Yellowknife efterfølgende tager personligt imod.
Det er scener som disse, der hæver filmen over det simple koncertfilmformat – her får man nemlig et unikt indblik i livet i alle hjørner af Canadas kontinent, mens White Stripes spiller uanmeldte koncerter i gymnastiksale, bowlinghaller, og på en kanalbåd i Charlottetown.
Således ligger den lidt for fragmenterede films højdepunkt midtvejs, hvor Jack og Meg er blevet transporteret helt ud hvor kragerne vender til den nordlige, naturskønne inuitlandsby Iqaluit. Hér skal de forsøge at få en flok vrisne og ligeglade pensionister til at forstå den amerikanske blues.
Jack White ser chancen til at spille Blind Willie McTells ’Lord, Send Me an Angel’ fra USA’s deep south, nu hvor han næsten ikke kan komme længere nordpå i Canada.
Det er dog noget der tiltaler bofællesskabet, som først begejstres, da en af deres egne spiller en inuitpolka på trækharmonika.
Koncertklip versus intime scener
Scener som ovenstående kunne man godt have ønsket sig flere af, for man sidder tilbage med opfattelsen af, at have overværet en flot koncertfilm med lidt dokumentarklip smidt ind hist og her.
Der er bestemt ikke en finger at sætte på den musikalske side af filmen – og i særdeleshed ikke den fyldige surroundsound – men nogle gange trækker koncertklippene ud, så man helt glemmer, at det vist skulle have været en dokumentarfilm om White Stripes’ tour de Canada og ikke blot en koncertfilm.
Men det er dog svært at indvende noget som helst, når duoen smadrer sig igennem ’Black Math’, særligt ’When I Hear My Name’, samt Dolly Partons ’Jolene’, Burt Bacharachs ’I Just Don’t Know What to Do with Myself’ og naturligvis ’Seven Nation Army’. Især fordi Malloy filmer og klipper musikken på samme frenetiske måde, som den rent faktisk lyder.
Man kunne blot godt have forestillet sig flere scener af den slags, der gravede dybere ned i forholdet mellem Jack og Meg (de var jo engang var gift), for da de to til slut sidder side om side bag et flygel, mens førstnævnte spiller ’White Moon’ og sidstnævnte bryder sammen i gråd, bliver det rørende på en lidt uforløst måde.
Måske er det meningen.
Uanset hvad, så er ’Under Great White Northern Lights’ bestemt seværdig. Ligegyldigt om man så er fan af bandet eller ej. Og det må i sig selv kaldes lidt af en bedrift.
Som supplement til filmen følger en cd med liveoptagelser fra turnéen. Dennes trackliste kan ses til højre.
