Tirsdag aften kan Østerbro i København blive omdannet til verdens største trafikprop.

I Fælledparken deltager forventelig mere end 20.000 løbere i motionsløbet DHL-stafetten. Samtidig har omkring 40.000 forlængst købt billetter til den udsolgte Coldplay-koncert i Parken på den anden side af vejen.

- Jeg kan kun opfordre folk til at tage cyklen, gå eller tage de offentlige. Der kan opstå nogle trafikale problemer, især omkring Øster Allé. Der bliver voldsom trængsel i gaderne, siger vagthavende ved Købehavns Politi, Henrik Olesen, som fortsætter

- Der er taget forskellige forholdsregler. Forskellige grupper af mennesker vil forsøge at guide, så det ikke klumper helt sammen, siger Olesen.

Som en forholdsregel er motionsløbet lukket inde bag et hegn, så spadserende koncertdeltagere ikke kommer i karambolage med de mange løbere. Men det skaber ikke mere plads til de firehjulede.

- I forvejen er trafikken altid låst helt fast, når der er DHL. Ja, der mangler i forvejen parkeringspladser på Østerbro omkring Parken. Det gør der i hele byen. Vi har udkommanderet en del folk i forventning om en del trafikale problemer. Alt tyder på, at Parkering København får en stor aften i morgen, siger vicepolitidirektør Tommy Laursen, Københavns Politi.

- Men mon ikke det til dels løser sig selv i og med at mange koncertdeltagere jo gerne vil have en fadøl eller to under koncerterne.

Koncertarrangøren Live Nation skriver til de, der har købt billetter:

- Mød frem i god tid! Husk, at det let kan tage 45 minutter eller længere at komme ind til jeres pladser. Portene åbner ca. kl. 18.00. Koncerten starter med Charli XCX ca. kl. 19.30. Koncerten forventes at slutte omkring kl. 23.15

I forvejen har der været stor kontrovers omkring koncerten i morgen aften. Coldplays besøg falder sammen med fodboldklubbens FC Københavns bestræbelser på at kvalificere sig til det forjættede land i Champions League.

Klubbens ledelse afgav frivilligt den såkaldte hjemmebanefordel i forbindelse med Champions League kvalifikationskampen mod franske Lille.

Det betragtes altid som en fordel at spille sidste ud af to cup-kampe på hjemmebane.

Det betød, at københavnerne spillede første kamp hjemme mod Lille i sidste uge.