'Here we go again', lød det, da One Direction lagde ud ved deres fjerde danske koncert. Eller det tror jeg. For selvfølgelig blev der skreget i den berømte vilden sky. Den eneste sky over Horsens denne overraskende varme aften.
På en måde er det anden gang, 'On The Road Again Tour 2015' rammer Danmark. Samme scene og sceneshow som sidste år i Parken. Efter anmeldelsen sidste år fik jeg en del kritiske mail. 99 pct. fra meget unge kvindelige læsere - og en enkelt fra et par kolleger.
En enkelt dødstrussel - af typen 'min bror kender nogen i (x indvandrerbande)'. Jeg havde stavet Niall Horan forkert. For den slags er der dødstraf i Directioner-land. De andre mente, at jeg leflede for samme piger, fordi jeg gav One Direction fire stjerner - for et solidt sceneshow med overraskende rockkant. Målt efter boyband-standard.
Det er lidt lettere at stave i år, for der er kun fire medlemmer tilbage i One Direction, Niall Horan, Liam Payne, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Og hvis man et øjeblik glemmer dem og fokuserer på musikken. Sammenlignet med de fleste andre boybands i lige række fra 60ernes Monkees har konceptmagerne bag One Direction langt hen ad vejen besluttet sig for at iklæde One Direction lige så meget rock som pop/dancepop-iscenesættelse.
Som sidste år i parken have de fire 1D'ere et fem mand stort band med i Horsens. Et effektivt, men også totalt anonymt band, totalt blottet for individualitet og noget, der kunne minde om personligt udtryk. Eller indfølelsen mellem musikere, der står påscenen med et andet formål end at skabe muskler.
Introen til 'Steal My Girl' lyder stadig som en temaet til 'Jungleland' i halvt tempo.
Langt de fleste numre denne aften spilles - enormt, nej sinddsygt højt - over en skabelon, skabt på amerikansk 'adult orientated rock' model 80erne med Rick Springfield og John Mellemcamp i den blødere ende og Bon Jovi i den hårdere.
'Midnight Memoires' lyder stadig som Queen og Joan Jett. En sang som 'Ready To Run' med et keltisk rockpræg på en bane i Runrig og Del Amitri-traditionen. Eller i den mere indiebaserede retning Snow Patrols 'Chasing Cars'.
Under det massive lydtryk er der minimalt, hvad man ser til de fire 1D'ere individuelt. Som sådan er One Direction mere et kollektiv end f.eks. deres onkler i Take That og Backstreet Boys.
Symtomatisk bemærkede jeg først for alvor Niall, Liam, Harry og Louis synge, da de sang fødselsdagsang a capella for en fra deres crew (tror jeg) ved navn Karl.
Og i 'Night Changes', der er og bliver en god melodi. Og så med et par Beach Boys-harmonier. Meget kan man sige, om den verden vi overlader de mange tusinder piger i Casa Arena, når staklerne engang skal til at løfte. Til de bedre ting, hører sange med Beach Boys-harmonier.
Men selvom One Direction bygger på en sympatisk musikalsk grund, er det svært at forlade koncerten med mere end et skuldertræk og ømme tommehinder. Det var alt for højt, for unanceret, og i sidste ende lød numrene mere eller mindre ens.
Modsat Robbie er det svært at forestille sig nogen fra One Direction få en solokarriere, når det engang uomgængeligt er slut. Meget lidt i deres sceneshow eller performance tyder på et særligt talent, der kan bringe dem videre. Niall og Louis stikker ud. Niall som et guitarspillende centrum med en behagelig stemme og Louis som sangeren med størst personality. Harry ligner mere og mere en syngende hundehvalp. Næste dødsstraf, formentlig.
Det skal så siges, at det klæder bandet at være fire, rent koreografisk. Der var langt bedre flow mellem de fire, end sidste år i Parken.
Ikke at der ikke var momenter trods den megen bulder og brag mellem betontribunerne i Horsens - 'You & I' har sin fyrige charme, når 26.000 piger, inklusive curling-forældre, synger med og tænder mobilerne. Det samme med grundhittet 'What Makes You Beautiful'.
Men som band er One Direction er en forbigående skønhed, indtil de sikkert engang bliver gendannet.
Er det rimeligt at vurdere et boyband på et rockbands præmisser? Ja, når de stiller op med et lydtryk, som ville få selv den mest forhærdede gæst på Copenhell til at lette på cap'en og et band, der spiller i rockregi, er det.
For når det gælder rock som i en kraft, der på samme tid skaber og afspejler liv, er det eneste rigtige rock'n'roll i One Direction Tomlinsons Black Sabbath t-shirt i første halvdel af sættet.
Pigerne? De havde sikkert deres livs aften. Dem så absolut vel undt.
One Direction, Horsens, Casa Arena, tirsdag aften.
