Arkivbillede: Justin Timberlake fotograferet i Tyskland forleden.
Arkivbillede: Justin Timberlake fotograferet i Tyskland forleden. Foto: Marius Becker

Præcis klokken 21, tirsdag aften, gik - ’gik’ er ikke det rette ord. Klokken 21’movede’ Justin Timberlake ind på scenen i Parken. Stærkt forsinket, næsten to timer. Ikke at det lod til at genere de næsten 50.000 i et for længst udsolgt nationalstadion. Tværtimod var publikum top tændt fra første sekund.

’Movede’. For det er sådan, det er, med den tidligere boyband-stjerne. Kropslighed. I bevægelse og musik. Et hvidt, sammenkogt ’ctrl c+v’ af jazz, funk, soul, hiphop og selvfølgelig idolet Michael Jackson. Først så vi Justin i kæmpe skygge, mens han lukkede sine manchetknapper. Sådan åbner en moden show-elegantier sit bal.

’Pusher Love Girl’ fra det seneste album ’The 20/20 Experience’ var første nummer. Ikke optimalt. For Parkens efterhånden legendarisk skandaløse - Nets gå hjem - akustik var lige præcis den udfordring for Timberlakes smooth, facetterede falset-funk, man kunne frygte.

’Pusher Love Girl’ er lige så meget jazz, som gospel - med stort kor på scenen - som syndig hiphop og r&b. Det lød mest som et syndigt rod. Et hult ekko mod lydmuren.

Men så kan man jo tænde for den avancerede bikube-storskærm, som af en eller anden grund strejkede under de første numre. Og spille et par super-hit som ’Rock Your Body’ og ’Future Love/Sex Sound’.

2013 gav os tre varme comeback-album. David Bowies ’The Next Day’, Black Sabbaths ’13’ Og Justin Timberlakes ’The 20/20 Experience’. Bowie - varmt som i glæden ved at høre den gamle Hvide Hertug strø omkring sig med sit geni. Sabbath - varmt som i Helvede.

Timberlake - varmt som i mellemgulvet og deromkring.

Det er, hvad Justins musik lægger op til. Bevægelse, leg, coolness, sjov. Og en smule ballade. Direkte respektindgydende hvad den tidligere N'Sync-sanger har opnået. Skuespiller, tv-personlighed, musikalsk innovatør, genrefornyer - i med og modspil bl.a. med vennen Jay-Z.

I 'My Love’, videre i ’TKO’ en halv time inde i koncerten blev det lidt bedre. Mest fordi der blev skruet op for lyden og charmen. I form af det super koreograferede, futuristiske show. Og selvfølgelig den genkendelsens glæde, der er en afgørende del af enhver koncerts DNA.

Med ’Summerlove’ - nu 40 minutter inde i koncerten - begyndte der at tegne sig konturerne af en fest. Jeg bemærkede bl.a., at man nu for første gang kunne høre koret klart og distinkt. Det samme med rytmegruppen. Men stadig Justins vokal underligt tåget, uklar. Og en masse ekko og dunder og bulder.

Først i den kælne, smooth ballade ’Until The End Of Time’ med Justin på klaver var den der, fornemmelsen af at være tilstede sammen i et det fælles åndedrag, som de store koncertmomenter optår i.

Det blev bedre i koncertens anden halvdel. Måske brugte lydfolkene pausen til at justere. De latinsk inspirerede rytmer i 'Senorita' og 'Let The Groove Get In' passer måske bare bedre til et band i kamp med akustikken. Så rullede Justin og hans kor ud på en scene, et sært stillads, glidende tværs over Parken, glidende, præcis som musikken.

Indrømmet, det var sgu åndedrætsudfordrende at se Justin og hans raffinerede kor soule igennem på den imponerende strillads-lignende konstruktion. Efter 'Let The Groove Get In' - endelig tunet helt ned, bare bas og keyboard - og entertaineren sweettalking det ekstatiske publikum.

- I er det bedste publikum på hele turnéen.

Well, JT, I bet you say that to all the girls.

Skruet ned for volumenknappen, en semiakustisk afdeling med JT på guitar. Bl.a. en cover af Michael Jacksons smukke 'Human Nature'. Som Justins stemme passer betydelig bedre til, end Elvis' 'Heartbreak Hotel'. Ved vi nu.

Så 'What Goes Around ... Comes Aorund' i en - ja - yndefuld version, så yndefuldt, det bliver med en Carlsberg-tribune som kulisse, med det superfede kor, der gav den buddhistisk inspirerede tekst luft under fjerene.

Cut. Tilbage til den rullende stilladsscene. Og et spring med det nu også lækre kor - tøjskift - ud i den hedeste funk sump. Med Justins egen 'Take Back The Night' og Kool And The Gangs 'Jungle Boogie' - direkte videre til hans egen 'Murder'.

Svulstigt flydende funk. Party. Sved. Et ekstatisk publikum. Som altid, når Justin iklæder sig sit 'Suit & Tie' er sex lige rundt om hjørnet. Justin Timberlake er entertainer af en anden verden. Han leger uartige lege i studiet, der resulterer i smygende og indsmigrende musik. Men først i sidste trediedel af koncerten her til aften lykkedes det at skabe noget, der ikke bare lød som hul snorken under en dyne, eller et meget langt forspil i en betonskakt. Efter en Iron Man af en koncert på to timer og tyve minutter.

Første afdeling sluttede med Justins måske aller største hit ’Cry Me A River’. Det er det, det er. Til at græde sig en flod over, at København ikke har en koncertarena med ordentlig lyd, der matcher en kunstner af Justin Ts format.

Justin Timberlake med band, JT and The Tenneesse Horns, tirsdag i Parken.

Dem spillede Justin og bandet

· Pusher Love Girl

· En stump af Gimme What I Don't Know (I Want)

· Rock Your Bod

· FutureSex/LoveSound

· Like I Love You/My Love

· TKO

· Summer Love

· LoveStoned

· Until the End of Time

· Stump af Jay Z's Holy Grail

· Cry Me a River med stump af Smells Like Teen Spirit, Nirvana

Pause

· Only When I Walk Away

· Drink You Away

· Tunnel Vision

· Señorita

· Let the Groove Get In

· Elvis Presleys Heartbreak Hotel

· Not a Bad Thing

· Michael Jackson Human Nature

· What Goes Around... Comes Around

· Take Back the Night

· Kool And The Gangs Jungle Boogie

· Murder

· R&B-pionererne Bell Biv DeVoes Poison

· Suit & Tie

· SexyBack

· Mirrors

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook