Der er kylet kassevis af cognac i de kollektive kajer på Dalton-trioen, siden de sidst udgav noget. Mere præcis er det sytten år siden, d’herrer Johnny Madsen, Lars Lilholt og Allan Olsen udgav 'Dalton' albummet.
Nu har de så fundet sammen igen, og min umiddelbare reaktion efter at have hørt trioens anden skive, 'Tyve ti' var et rungende 'HVORFOR?'. Primært fordi langt hovedparten af de 13 sange på albummet lige så vel kunne have været hentet fra de herrers respektive solokarriere.
Om de har skrevet sangene sammen eller hver for sig er faktisk hverken hér eller der, for når Allan Olsen står forrest og får afløb for sit Dylan-gen er vi ude i den sædvanlige fabulerende fortællestil, og når Lars Lilholt tager over, taler vi typisk sorgmunter folkrock.
Mens Johnny Madsen desværre endnu engang understreger, at det kniber med den kompositoriske kreativitet i disse år, og gamle bedrifter som 'Pothouse Hotel' og 'Nat på jorden' stikker snuden frem i flere af Madsens indstik på 'Tyve ti'.
Som helhed er albummet ind imellem ganske charmerende (Lilholt er direkte pragtfuld i 'Dalton julesang') og så afgjort en tilforladelig – om end af og til lovligt ugidelig – folkrockplade. Men nogen fælles identitet musikalsk har Dalton-brødrene sjældent – fraset at de alle tre er jyder. For nu at parafrasere et gammelt C.V. Jørgensen nummer, så er Olsen, Madsen og Lilholt okay sammen, men de er nu nok bedre hver for sig.
Dalton, 'Tyve ti', (Recart)
