Livet og livsglæden kom tilbage i bluesrocken
Det her var blues og rock helt inde fra sjælen. Blueslegenden Walter Trout er tilbage efter en meget omtalt levertransplantation, som har indeholdt nærdødsoplevelser, djævle på sengekanten og mange andre spooky foreteelser, som det seneste album fra i år, "Battle Scars", vidner om.
Hvis man troede, at det her kunne ende ud i noget uudholdeligt, sentimentalt i overførslen af de følelser til en rockscene, så vil jeg gerne svæve videre på den form for sentimentalitet, som dybest var over to timers livsglæde.
Sangtitler som "Almost Gone", "Tomorrow Seems So Far away", "Haunted By The Night" – og endelig "Gonna Live Again" – var langt mere end blot til at holde ud.
Leveret fra scenen med amerikanske Walter Trouts fantastiske vokal, der spænder over det rå, dybe og lyse til de præcise fraseringer, som fik det hele til at swinge, var det ikke bare tomme floskler. Han MENTE det. Og ikke på den snøftende, apatiske og opgivende måde, som det måske indbød til. Men på den bevidste måde, hvor man ser livets slag i øjnene, reflekterer, kommunikerer – og ikke mindst lykkes med at komme videre, fordi han troede på det og tog kampen op.
Rent praktisk lykkedes det også, fordi der var en leverdonor (og kom nu ned og bliv registreret i donorregistret, ikke!) – og desuden en imponerende crowdfunding fra fans verden over. Der blev indsamlet 1,6 millioner kroner. Pengene sikrede, at der var råd til Walter Trouts levertransplantation og seks måneders indlæggelse på sygehus.
Og som han selv forklarede fra scenen i går i København, så var han parat til efter et halvt års sengeleje bare at synge jubelglade sange som et nyt og rask menneske. Men det ville måske virke for Olivia Newton-John, men ikke for et rock- og bluesband som hans.
Hans søde danskfødte kone, Marie Trout fra Thisted, havde derfor sendt ham mentalt tilbage til sengen, hvor både smerten og håbet var samlet som nogle ganske seje inspirationskilder. Det er der kommet ganske råt materiale ud af. Det hele med omdrejningspunktet på en guitar, som jeg ikke kan mindes, jeg har hørt bedre meget længe.
Man kan indvende mod Walter Trout, at udgangspunktet i selve musikken er meget traditionel bluesrock, som normalt ikke byder på de store overraskelser i breaks og opbygning.
Men hov, hov.
Kun i ganske få øjeblikke nærmede man sig tomgangen. Resten af tiden skete der et eller andet magisk i den centrifuge, som ikke mindst Walter Trouts guitar sendte den ellers så gennemtævede musikform ud i. Det svarede til at lade en godt begavet, matematisk afgangsstudent fra Blålys Gymnasium hæve niveauet til en ph.d.-afhandling i kvantefysik på Niels Bohr Instituttet.
Pludselig var der nemlig uendeligt højt til loftet i Amager Bios dagligstue.
Alle faste rammer blev banket ud og prøvet af, så man ind i mellem næsten ikke kunne rumme det. Det hele hjulpet godt i vej af en utroligt sammentømret band med luft til, at de var solister, når det var på sin plads: Sammy Avila på keyboards lagde en vidunderlig bund af Hammond og synths. Trommeslageren Michael Leasure var en klippe, som alle kunne læne sig op ad. Og den relativt nye bassist, Johnny Griparic, som kun har været med siden i februar, spillede en vildbasse-bas af en slags, hvor man virkelig kunne høre, at den var ude på ballade og på at gøre en forskel. Ikke bare som præcisionsværktøj, men også som indpisker.
Undervejs kom der også hjælp fra Walter Trouts søn, John Trout, i nogle hårde og muntre guitarduetter mellem far og søn – og til slut endda pift fra vennen og tværfløjtespilleren (og sanger og organist) fra det hedengangne, hollandske Focus, Thijs van Leer.
Vi kom dermed vidt omkring, men grundstammen i det hele var ikke blot Walter Trouts lykkelige genkomst fra de halvdøde, men tilsyneladende også en genkomst af en musiker med en helt ny vitalitet og en frisk livs- og spilleglæde, som var helt uimodståelig. Denne meget sympatiske mand og svinedygtige musiker spillede på kærlighed til livet, sin familie, bandet og publikum som det fedeste drug. Og det kunne vi andre også være høje på en rum tid endnu, selv om en turne nu er slut på hjemmebanen i Danmark på Frederikshavn Blues Festival, Silkeborg, København (og Malmö).
