Aqua tilbage – igen – med rock’n’roll, fanden i det og de fede tider.

Ved Barbies bryster! Se, det er jo en ed af en beskaffenhed, så den kun sjældent bør tages i anvendelse. Men tilgiv mig for at gøre det efter Aquas første 2009-show i aftes.

I lighed med (eller måske ligefrem mere end) sidste års koncerter på Grøn Koncert beviste Aqua nemlig, at vi alle sammen tog fejl dengang.

Nemlig dengang i Aquas storhedstid i 90’erne, hvor vi var nogle, som i et anfald af (selv)blændende begavelse mente at vide, at sange som 'Dr. Jones', 'Roses Are Red' og – nå ja – 'Barbie Girl' ville gøre omtrent for langtidsholdbarhed, hvad en fersk sild ville kunne præstere på en overophedet havnemole i Esbjerg.

Festfyrværkeri
Well, jeg skulle både hilse og sige, at vi tog grusomt fejl efter endnu et festfyrværkeri af en koncert i Horsens på 'Vi Rocker'-arrangementet, som rammer Odense i morgen og Brøndby i næste måned.

Det kan da meget vel være, at René Dif kun har marginalt stærkere stemmepragt end flaskeautomaten i Fakta, men ud over at være et såre charmerende bekendtskab er han en glimrende frontmand, pauseklovn (ment absolut positivt) og indpisker. Ligeledes lyder Lene Nystrøm nogenlunde som, hvis man trykker et maveplaget egern i solar plexus, men det får være.

Det virker!
For de to virker, når de har to af de fineste popkomponister i dette land, nemlig Claus Noréen og Søren Rasteds sange i ryggen. Det gjorde de dengang i 90’erne, og det gør de stadigvæk.

Aqua lagde ud med sin kommende single 'Back To The 80’s' med morsomme referencer til 'dengang Michael Jackson var sort', og 'Iron Maiden og 7 Up var det fede' – en sang, som understregede, at Aqua på ingen måde har mistet taget. Hvilket blot blev yderligere understreget af to andre af de nye sange, som er med på kvartettens næste album, som udkommer i næste måned.

Selvsagt 'Live Fast, Die Young', som støttede op under bandets 'tilbage til 80’erne'-programerklæring ved at lyde som en gedigen krydsning af klassisk Bon Jovi og Def Leppard.

Mageløst omkvæd
@Filmnavn:Men også den såre charmerende »Shakin’ Stevens«, hvis omkvæd lyder:

»I don’t know who The Beatles are/ Rolling Stones or The Spiders Of Mars/ But I do know/ Shakin’ Stevens is a superstar« – mageløst! Og mageløst at opleve såvel børnefamilier som de garvede rockere fra De Sagesløses Bar brøle med på den og alle de andre – først og fremmest »Barbie Girl«, som er lige så elsket nu, som den var forhadt dengang, vi simpelthen ikke kunne slippe for den.

Det er så tilmed og såre sympatisk helt åbenlyst, at Aqua morer sig lige så godt som publikum. Det er handler kun om en ting. Okay da, TO ting – og de hedder sjov og ballade. Det kan så meget vel være, det er anakronistiske begreber, som tiderne er, men så meget mere har vi brug for dem!