I weekenden slår Copenhagen Guitar & Bass Show for 11. gang dørene op med et brag af et program i Østerbrohuset i København.

Showet er Nordeuropas største musikudstyrsmesse. Og både lørdag og søndag bliver der mulighed for at møde vaskeægte rockstjerner og ikke mindst deres elskede instrumenter.

Når Dizzy Mizz Lizzys frontmand, leadguitarist og sanger Tim Christensen således byder velkommen til sin egen guitar-clinic (en blanding af snak, mini-koncert og præsentation), bliver det således med sin nye bedste ven under armen.

Som én af de få skandinavere nogensinde har Tim nemlig fået designet og fremstillet sin egen personlige Gibson-guitar - direkte fra fabrikken i USA.

Dén ære tilfalder ellers kun internationale superstjener som Eric Clapton og Bob Dylan. Og derfor er Tim ekstra stolt af at kunne præsentere sin 'Gibson 1967 SJN Tim Christensen Signature’.

Den nye guitar bliver kun fremstillet i 30 eksemplarer. Og de resterende 28 styk vil efter weekendens show blive solgt i guitarbutikken 'Akustikken'.

Men Tim Christensen er ikke weekendens eneste stjerne på Copenhagen Guitar & Bass Show.

Således lægger stjerner som Franz Beckerlee, D-A-Ds Jacob Binzer og Finn Olafsson temmeligt sikkert vejen forbi. Og selveste Allan Olsen afholder også sin egen clinic.

Den elskede sangskriver, der iøvrigt er klar til en kæmpe band-turné i starten af oktober, vil på sin clinic præsentere publikum for et væld af såkaldte vintage-guitarerer, der i flere tilfælde er ældre end Gamle Olsen selv.

Og ligesom Tim vil Allan Olsen svare på spørgsmål fra publikum.

Prince' danske superbassist Bass-Ida vil også afholde clinic, hvor hun vil optræde og snakke.

Men showet er ikke bare rent show.

Der er også konkurrencer og koncerter. Og endelig vil publikum vil også selv få masser af mulighed for at røre, spille og købe deres egne strengeinstrumenter. Og du kan være temmeligt sikker på, at både Ida, Tim og Allan også vil slutte sig til de øvrige publikum og bare nyde duften, lyden og synet af de mange lækre instrumenter.

Copenhagen Guitar & Bass Show finder sted i Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Lørdag, 10:00 til 18:00, Søndag 10:00 til 17:00

Og det fulde clinic program ser ud som følger:

Lørdag: 11:30 - That Pedal Show (UK)  ,  13:00 - Velvet Volume  ,  14:30 - Ida Nielsen  ,  16:30 - Greg Koch (USA)

Søndag: 10:30 - That Pedal Show   ,  12:00 – Tim Christensen   ,  13:30 - Ida Nielsen   ,  16:00 - Allan Olsen

Billetter kan købes i døren eller via Billetto.dk

En-dags billet: 119 kroner

To-dags billet; 159 kroner

Alle under 18 år kommer gratis ind og der er 50 procent rabat for studerende