Valsekongen André Rieu lagde torsdag vejen forbi Forum i København. BTs rockanmelder vovede sig ind i operette-land

For et halvt år siden optrådte stjernen Ed Sheeran i Forum. Flere anmeldere - bl.a. overtegnede - efterlyste et band bag den engelske hitkunstner, der betjener sig af en såkaldt loop-station.

Torsdag aften var der vist ingen, der savnede flere medlemmer i orkesteret i Forum. I omegnen af 50 musikere og sangere var på scenen i den næsten udsolgte koncertsal sammen med manden, der for længst har fået tilnavnet valsekongen.

Faktisk står André Rieu i spidsen for verdens største private klassiske orkester, Johann Strauss Orchester.

Det med klassisk kan diskuteres. André Rieu er ikke populær i visse fine klassiske kredse, hvor man anser den populære anretning af musikken for at være direkte vulgær. Som med James Last og så mange andre i sin tid.

Den debat har jeg ikke forstand på, men det kan da undre, hvad der egentlig kan være så slemt i at bringe store klassiske værker som Beethovens (og Schillers) ’Ode an die Freude’ eller Puccinis ’Nessum Dorma’ ud til folket. Spillet og sunget af nogle store musikere.

Som de lige så populære schlagerstjerner Hansi Hinterseer og Helene Fischer befinder André Rieu sig meget langt fra avis- og andre redaktioner i København. Sagt på en anden måde: Der vil være et fire-femcifret antal akkrediterede pressefolk til Roskilde Festivalen. Vi var et par stykker i Forum.

Man skal udfordre sig selv
At jeg vovede mig ind til det, der skulle vise sig at ligne en widescreen version af de tyske tv-show og operetter, der nød stor popularitet på min hjemegn i Syddanmark, skyldes i høj grad min fætter. Han er stor fan af André Rieu og taler varmt om hans musik, når vi mødes.

Nogle gange skal man udfordre sig selv: man skal ud af sin komfortzone - i næste uge bl.a. en koncert med Nick Cave. Så hvorfor ikke den hollandske Stradivarius-betvinger.

Ikke at jeg har noget specielt negativt forhold til Rieu. Det er mest af alt et ikke-forhold. Jeg anerkender ikke objektive, absolutte kriterier for, hvad der er god eller dårlig musik.

Nogen musik får ens følelsesstrenge til at klirre. Anden ikke. Megen musik er heldigvis skabt med netop dét som det primære formål. Anden er udelukkede skabt med det formål at score kassen. Det meste ligger et sted imellem.

Som at træde ind i ’Sommer i Tyol’

At deltage i en André Rieu-koncert er som at træde ind i en operette, ’Sommer i Tyrol’ og en musical som ’The Sound Of Music’, hvor passionerede strygere bruser om kap med de kvindelige musikeres kjoler i Disney-farver. ’Frost’ for forældre og bedsteforældre, kan man kalde det. Den oplevelse er, ifølge min fætter, betydeligt større, når André er på hjemmebane i Tyskland og Holland, hvor der bliver sunget med på alle sange.

Dét blev der så også i Forum på  den gamle Melodi Grand Prix-sang ’Volare’ (’Nel blu dipinto di blu’), som vi kender på dansk som ’Vi har det, åh-åh’, så dejligt’ med Osvald Helmuth. Ligesom der blev piftet med på ’Sportswalzer’ - den fra seksdagesløbene. Meget passende i Forum.
Illusionen blev kun brudt en enkelt gang, da den ellers venligt udseende Rieu med den mørke Einstein-frisure lod sarkasmen vinde og udnævnte Forum til ’en meget romantisk sal’.

Et sted i første afdeling lod jeg mig for alvor bevæge og lod min indre kødbolle, spaghetti, Lady og Vagabonden komme ud.

Deres livs aften

Da Rieus ’tre platin-tenorer’ sang ’Non tio scordar di me’ og ’Nessun Dorma’. Og lidt igen da den fremragende sangerinde Mirusia Louwerse behandlede Andrew Lloyd Webbers ’Wishing You Were Somehow Here Again’ som en mor holder sit nyfødte barn. Det samme med det brasilianske livsstykke Carmen Monarcha, der har været fast medlem af JSO orkestret i årevis.

Hvis man som jeg dyrker populærkulturel ikonografi, som andre dyrker deres kartofler, var der nu også noget stærkt over at høre ’An der Schönen Blauen Donau’ spillet i sine rette omgivelser.

Lige så irriterende André Rieu selv kan virke med mange sine umorsomme, fjogede faste rutiner. Ligeså meget må man anerkende, at han og hans orkester virker.

Medmindre Meryl Streep forlanger det til vores bryllup, kommer jeg aldrig i mit liv til at danse vals. Men jeg kan kun glæde mig oprigtigt på vegne af det par, der til sidst valsede rundt i mellemgangen. De så ud som om, de havde deres livs aften. Dem vel undt.

Og tankevækkende, at valsekongen nu på sin tredje eller fjerde danmarksturné i træk, trækker 20 - 25.000 mennesker i de danske koncertsale. På et tidspunkt, hvor man ellers nedlægger underholdningsorkestre i Danmark.

André tjente 330 mio.kr på sin turné i 2013. Det koster 50 mio. at nedlægge UnderholdningsOrkestret.

Personligt forlod jeg Forum med samme fornemmelse som den ene gang i mit liv, jeg har drukket wienermelange.

Alt for lidt kaffe. Alt for meget skum.

Rieu er rig

André Léon Marie Nicolas Rieu (født 1. oktober 1949 i Maastricht) er en hollandsk violinist, dirigent og komponist. Han er grundlægger og medlem i det velkendte orkester Johann Strauss Orchestra.

André Rieu voksede op i en musikalisk familie af fransk oprindelse. Allerede i femårsalderen begyndte han at spille violin og viste tidligt sin fascination for orkester.

Han valgte at studere violin i den belgiske by Liège først, for senere at afslutte sine studier ved musikakademiet Conservatorium Maastricht. I perioden 1974 til 1977 studerede han på Koninklijk Conservatorium i Bruxelles hos André Gertler.

År 1987 oprettede Rieu Johann Strauss Orchestra og sit eget produktionsforlag.
Har siden 1975 været gift med Marjorie, der arbejder som production manager i hans firma. Parret har to sønner.

Rieu er en af verdens mest indtjenende kunstnere. På sin 2013-turné med 70 koncerter indtjente han 330 mio. kr.

Han betaler lige så meget skat i Holland som de største multinationale selskaber som f.eks. Shell og Unilever.