Abel Tesfaye har klippet sine dreads af i samme hug som sangene, der lige har fået trimmet et minut eller to. På den anden side er ambitionerne skruet op, og nu står en af r&b-renæssancens frontfigurer med en farlig balance mellem det mørke nærværende stof fra Wicked Games og de forblændende stråler fra Can't Feel My Face.
På mange måder er Starboy The Weeknds afgørende, målrettede og strømlinede indtog som superstjerne på en scene, der trænger til at få støvet tronen af.
Den dårlige nyhed er, at albummet har kridtet moonwalker-skoene langt mere, end den har spredt rosenblade på sengetæppet. Singlerne har været ganske klare om lyden på Starboy. Albummets største åbenbaring må være Secrets, der viser, hvad Tesfayes vokal også kan over et simpelt, men uhyre effektivt beat af trommemaskine, markante samplestød og en blid klagesang i call-response.
Efterfølgende på True Colors lægger Cashmere Cat sin kendetegnende boblende produktion på en af pladens bedste ballader. Dertil lykkes det næsten for stargirl-Lana Del Rey og Kendrick Lamar at stjæle showet takket været nogle teknisk vilde udskejelser på en nedtonet interlude og på en guitar-og-autotune-blues à la Weeknd.
Havde det ikke været for disse drillerier fra produktioner og gæster, som eksempelvis Future, der giver albummet to kortvarige kanter med lidt mere urbanlyd, var albummet en anelse for poleret. Men når man så til sidst ender i en MJ-pastiche så veludført som I Feel It Coming, mærker man Starboy som et absolut strålende og gennemført album.
The Weeknd: Starboy, cd, Republic
