Den med afstand, teknologisk set største koncert i Parken nogensinde blev sat i gang med bulder og brag. Det skulle vise sig i løbet af de næste to timer og tre kvarter at være den første koncert i Parken med noget nær perfekt lyd. Ja, du hørte rigtigt.
SE ALLE DE FANTASTISKE BILLEDER: Så storslået var The Wall i Parken
Hørt fra min plads lød Parkens overdimensionerede betongryde som en koncertsal. Den lader vi stå et øjeblik, og vender så tilbage til The Wall.
’If you should go skating on the thin ice of hot life’. De første linier i en af de mere lavmælte, poetiske passager på det isnende, forknytte storværk ’The Wall’. En 20 meter høj ond, ond lærer og et dansende skolekor til et af rockhistoriens mere akavede discohit - ’Another Brick In The Wall’. Og samtidig måske det største Pink Floyd hit overhovedet.
Pink er gået Floyden
Albummet ’The Wall’ er efterhånden kanoniseret som rockhistoriens mest vellykkede og –lydende konceptalbum. Som en hel efterkrigsgeneration og dens efterfølgere har kunnet spejle sig i. The Wall udkom for 32 år siden.
SE ALLE DE FANTASTISKE BILLEDER: Så storslået var The Wall i Parken
Pink er for længst gået Floyden, men at dømme efter interessen i Parken lever historien om den Pinks selvdestruktive, trælsomme opvækst og tvivlsomme erfaringer som rockstjerne i bedste velgående.
Roger Waters fik en stormende modtagelse. Sågar lejbålsfællessang til sangen, der definerer det klaustrofobiske og dystopiske rockepos om drengen, der vokser op uden en far og farer vild i sig selv.
Bieber og Waters
Vi taler selvfølgelig om ’Mother’. I akustisk version med Waters solo. I øvrigt velgørende at se Roger Waters lægge en smule ironisk afstand til al selvhøjtideligheden inden ’Mother’. Den blev ikke helt overraskende efterfulgt af en overraskende tæt og, ja, inderlig semiakustisk version af ’Goodbye Blue Sky’.
Igen efterfulgt af en hårdpumpet sumprock a la AC/DC-version af ’I Need A Dirty Woman’ med en lige så hårdtpumpet strippende groopie på den 800 kvadratmeter store skærm. Undervejs i første sæt stod Roger Waters alene med sin bas forrest på scenen med et hårdt arbejdende band bag den mur, som gradvis bygges højere i løbet af sættet.
SE ALLE DE FANTASTISKE BILLEDER: Så storslået var The Wall i Parken
Tidligere på lørdagen blev der demonstreret inde i city, bare et par kilometer fra Østerbro. 400 helt unge, der kunne være børnebørn af en endog meget stor del af publikum i Parken, i optpg. Som en hyldest til deres idol Justin Bieber.
Så meget klynk
Det kan være svært andet end at smile overbærende ad de engagerede fans. Og hvad fanden har det i øvrigt med Roger Waters at gøre?
Det har sin egen ironiske pointe, at de valgte lige præcis den dag, hvor 'The Wall' første gang blev opført i København. Det var netop Waters tvetydige forhold til Pink Floyds mest forblændede, dedikerede fans efter en turne i 1977, der kombineret med hans egne graverende psykiske problemer, inspirerede ham til ’The Wall’.
Man har tidligere kunnet bygge en mur at mine indvendinger mod det legendariske dobbeltalbum. Så meget teatralsk klynk. Så meget frost. Så meget paranoidt terapi-rock. Dertil kommer ironien.
Et rockmonster
’The Wall’ er bl.a. som især ’Dark Side Of the Moon’, et hovedkulds angreb på industrialiseringen af rockmusikken. Nu er Rogers' ’The Wall’ selv blevet et rockmonster, der genererer hundrede af millioner af kroner.
Og en ’Comfortably Numb’ uden Dave Gilmour på spade i ’verdens bedste guitarsolo’, som den flere gange er kåret til. Hvad sker der for det? Det skulle vise sig, at David Kilminster gjorde det ganske fint. Stående på toppen af den 100 meter lange The Wall-mure, hævet 20 meter over den 100 meter lange scene, oplyst af et farvebombadement af en animationsfilm.
SE ALLE DE FANTASTISKE BILLEDER: Så storslået var The Wall i Parken
Et eller andet sted i første sæt faldt min mur. Måske var det allerede ved den nøgne version af ’Mother’, hvor Roger Waters i bund og grund personificerer den menneskelige grundfølelse af svigt. Måske den lige så nære version af ’Hey You’. En sej version af vignetsangen ’Is There Anybody Out There’.
Op i en højere enhed
’The Wall’ lørdag aften i Parken var en næsten ufattelig stor oplevelse. Fordi det hele gik op i en højere enhed. Udsat for et uhyre velspillende liveband lyder musikken varmere, mere levende og meget mere bevægende end på pladen. På en rockkoncert og et totalt frontalangreb på alle sanser. Derfor de seks stjerner.
At det lykkedes. En historie om helt basale menneskelige følelser fortalt i det størst tænkelige widescreen format. Det mest imponerende sceneshow, jeg har set. Og det er trods alt efterhånden blevet til nogle stykker. Vanvittige videoeffekter med videoer fra de kendte tegninger og grafik fra film og plade. Som Waters sluttede med at sige:
- Jeg er berygtet for at hade mit publikum. Det gør jeg ikke mere. I er fantastiske. Tak. Lige over: Wonder Wall.
SE ALLE DE FANTASTISKE BILLEDER: Så storslået var The Wall i Parken
