Hun er smuk, ung og vist nok også vanvittigt charmerende.
Men som sangskriver har Taylor Swift mistet lidt af sin personlige gennemslagskraft på det nye album '1989' - Opkaldt efter sangerindens fødeår.
I 2009 slog den unge Taylor igennem ved at blande country og pop. Og uanset alder kan det være skrup umuligt at modstå tidlige charmehits som 'Love Story' og 'You Belong To Me'.
På forrige års 'Red' gik der så for alvor pop i den med giganthittene 'I Knew You Were Trouble' og 'We Are Never Ever Getting Back Together'. Countrymusikken blev stillet i baggrunden.
Og på '1989', der udkommer mandag, hopper 24-årige Taylor ud som fuldblods popstjerne i den liga, hvor Britney, Gaga, Katy Perry og Rianna ellers styrer skuden.
Med en anderledes produktion kunne nye sange som 'How You Get the Girl' og 'You Are In Love' stadig godt toppe countryhitlisten.
Men med folk som Max Martin og Shellback bag producerpulten er fokus sat på dansegulv og poptoppen. Her er ikke skyggen af steelguitar. Og hvis det ikke havde været for den mere personlige lyrik så, kunne nye hits som 'All You Had To Do Was Stay' og 'I Wish You Would', så kunne de sange sagtens stamme fra Katys eller Britneys seneste udspil.
Lige siden debutten i 2008 har Taylor Swift haft et unikt talent for at skriver smarte og personlige tekster, som Instagram- og twitter-generationen øjeblikkeligt kunne identificere sig med. I modsætning til Nicki Minajs hyldest til fyrens store 'Anaconda', synger Taylor stadig uskyldigt om sine 'red lips' og 'rosy cheeks'.
Dén slags gør forældrene glade. Men trods en sindsyg energi og smittende tekstcharme, så mangler der alligevel noget på '1989'.
Således lyder melodierne somom, Taylor denne gang har ladet drengeholdet af hitsikre superproducere bestemme lidt for meget.
Der er ingen tvivl om, at smittende og maskinelle ørehængere som 'Welcome To New York' og 'Blank Space' vil blive årets helt store hits.
Piger i alle aldre vil med garanti skråle med på smittende linjer som 'You've got that James Dean daydream look in you eyes' - uanset om de nogensinde har set 'Rebel Without a Cause'. Og salgsmæssigt vil '1989' give alle andre i musikbranchen seriøst baghjul.
Men når den sidste rigtige sang på de-luxe-udgaven af '1989', 'New Romantics' klinger ud, kan det være temmelig svært at huske én rigtig god melodi.
Således er '1989' en teknisk triumf. Tekstmæssigt sørger søde Taylor igen for adskillige godbidder. Men melodimæssigt kører det hele lidt for meget i én og samme rille.
