Verdens største popstjerne bliver beskyldt for at være en ulv i fåreklæder – er det berettiget kritik eller ren og skær misundelse?

Nicki Minaj er god. Kim Kardashian er bedre. Men Taylor Swift er bare bedst.

Når det drejer sig om at udnytte den tiltagende tynde grænse imellem virkelig virkelighed og den medieskabte Twitter-version af virkeligheden, så findes der ikke en større mester end den 26-årige amerikanske popstjerne Taylor Swift.

Med et samlet pladesalg på 40 millioner album og en formue, der hastigt nærmer sig tre miliarder kroner, er der pt. ingen stjerne over eller ved siden af Swift. Men efter endnu et mesterligt iscenesat Twitter-skænderi med Kim Kardashian og Kanye West og en stribe anklager om at over-udnytte sine såkaldte ’hvide privilegier’, mener mange, at tronen nu vakler under den regerende gossip-dronning.

Altid tid til intriger

Samtidig med at hun angiveligt er møgforelsket i den ni år ældre skuespiller Tom Hiddleston, har Swift nemlig stadig både tid og energi til en usædvanlig veloplagt tirade af intrigant mundhuggeri og insuniation på Twitter, Instagram og andre sociale netværk.

Således anklager Taylor Swift sin skotske eks-kæreste Calvin Harris for sangtyveri. Hun anklager Kim Kardashian og Kanye West for at lyve. Hun bombarderer alle med en endeløs række billedskønne selvportrætter (omgivet af smukke venner). Og som sædvanlig styrer disse historier som nogle af internettets mest læste og delte.

Sort imod hvid

Hele snakken om Swift-nedtur er derfor ifølge den britiske journalist, Daily Mail-online-redaktør og tv-personlighed Piers Morgan noget opdigtet sludder.

»Taylor Swift er større end nogensinde. Og selvom symptomet for mange er had, så er diagnosen ganske enkelt misundelse.«

Sådan skriver Piers Morgan i sin blog. Og når det drejer sig om begreber som had og misundelse og en masse Taylor Swift-gossip, så ved Piers Morgan i den grad, hvad han taler om.

Som både mediekendis og tv-vært for CNN og andre store tv-stationer blandede Morgan sig nemlig i debatten i 2014, da Taylor Swift og den sorte amerikanske rapper Nicki Minaj kom op at skændes om, hvem der skulle, og hvem, der ikke skulle nomineres til årets MTV-Awards.

Nicki Minaj antydede (uden at nævne navne), at Taylor Swift nød godt af sin privilegerede race og socialt sikrede baggrund. Og Piers Morgan svarede dengang igen med, at Taylor Swifts video ’Bad Blood’ ganske enkelt var bedre end Nicki Minaj’ ’Anaconda’.

Herefter blev Piers Morgan snart udråbt til både mandschauvinist og racist.

Og den amerikanske blogger Gina M. Florio fra Bustle.com er én af de mange, der nu både hader Piers Morgan og Taylor Swift.

Svigter sine fans

Således opremser Florio i en nylig artikel fem årsager til, at hun ikke længere kan holde Taylor Swift ud.

Hendes argumentation lyder blandt andet:

»Taylors sange hjalp mig, da min bedstemor døde, og da min første seriøse kæreste slog op med mig lige før min 18-års-fødselsdag. Men som feminist med mørk hudfarve kan jeg – især efter skænderiet med Nicki Minaj – ikke længere lytte til hende. Taylor Swift udnytter sine hvide privilegier. Og hun kalder sig feminist, selvom hendes sange sjældent bærer præg af dette. Hun lever ikke op til sit ansvar over for sine unge lyttere,« skriver Gina Florio.

Nu kan man selvfølgelig diskutere, hvorvidt førnævnte Nicki Minaj’ penis-sang ’Anaconda’ med Sir Mix A Lots tekst som »My anaconda don’t want none unless you got buns, hon,« er specielt feministisk og hensyntagende over for de helt unge lyttere.

Og selvom man skal være blind for ikke at se racisme i det amerikanske samfund, så tvivler blogger og Buzzfeed-journalist Hunter Schwarz på, at vi kan give Taylor Swift skylden for noget som helst andet end at være god til dét, hun gør.

»Det svarer til at æde en hel pakke småkager med cremefyld for derefter at få ondt i maven og til sidst give småkager skylden. Vi opfordrer jo selv Taylor Swift og alle de andre pop- og reality-stjerner til at gøre det, de gør, ved at læse om det. Vi æder dækningen helt ukritisk. Og så kan vi ikke begynde at tude, når vi får ondt i maven – eller hovedet. Det har ikke noget med racisme at gøre. Det drejer sig alene om vores egen forskruede version af virkeligheden.«

For at understrege privilegierne og måske underminere troværdigheden fortæller Gina Florio også, at Taylor Swift fik en luksusbil på sin 16-års-fødselsdag. Men hun glemmer i den forbindelse at påpege, at teenageren fra Pennsylvania allerede tre år tidligere havde skrevet kontrakt med Sony Music – som selskabets yngste professionelle sangskriver nogensinde, og at hun netop som 16-årig udgav sit første mangedobbelte platinalbum ’Taylor Swift’.

’Hater’s gonna hate’, som Swift selv synger.