Fredag aften scorede Karl William P3 Prisen for snuden af Alex Vargas, Phlake og Liss. Karl William er i forvejen udråbt til et af de største talenter i dansk rock. Han drømmer om at gøre musikken til sit arbejde.

Du har muligvis endnu ikke hørt om sangeren Karl William. Meget tyder på, at du kommer til det.

Han spiller fire store koncerter i efteråret - er på vej med endnu en single. Indspillet i samarbejde med Marie Keys faste musikalske makker Andreas Sommer.

Bare tre år efter, han og hans fætter Mathias første gang indspillede lidt rap hjemme i Aarhus, har han oplevet mere end de fleste. Karl William har modtaget stribevis af positive anmeldelser og sikret sig den prestigefyldte pris P3 Talentet ved P3 Guld. Han har optrådt på blandt andet Roskilde Festival. I forsommeren udsendte den 21-årige sanger en ep.

Karl har ' ramt' et fænomen, betegnet med det underlige engelske udtryk ' hype'. Ham, alle snakker om i musikbranchen.

Rastløs efter gymnasiet

Efter en barndom med en masse fodbold i Aarhus-forstaden Frederiksbjerg, hvor han boede i en lejlighed med sin mor, hoppede han i teenageårene planløst mellem forskellige skoler.

Gymnasiet droppede han ud af efter tre måneder. Han var en rastløs rod, men havde også musikken i sig.

Der skulle en fætter ved navn Mathias Klysner til for at bringe 17-årige Karl William ind på det rette musikalske spor. Fætteren havde fornemmet et talent for at sætte ord på oplevelser og sansninger hos den rappende Karl - et meget ufærdigt talent. I dag udgør de en del af musikkollektivet Hukaos, som bor i Købehavn.

Den trip-og hiphopinspirerede single ' Kostumeramt' blev fulgt op i 2014 med ep'en ' Døende'. Samme år fandt Karl William sig selv på en af Roskilde Festivals scener for unge, lovende band.

»Jeg var 18. Det var meget surrealistisk for en teenager at stå der på scenen og se alle de mennesker, der var kommet for at se mig.

Jeg var stort set kun lige begyndt. Jeg var meget beæret over al den opbakning,« siger Karl William, der med egne ord 'drak spandevis af øl' efter koncerten i eufori over den store oplevelse.

Brug for struktur

Kan du blive for bange for, at det går for stærkt?

»På en måde går det stærkt. Men så alligevel: det også går stærkt med at lære at synge, spille og skrive. Jeg mener helt bestemt, at jeg kan følge med. Jeg udvikler mig. Jeg kunne godt tidligere have lidt svært ved at koncentrere mig. Koncentrationen kommer også ud af at føle tiltro til sig selv,« siger Karl William.

Musikken er blevet dit arbejde?

»Det er vigtigt for en type som mig med struktur. Ellers kan jeg godt blive lidt for flakkende. Jeg er dog endnu ikke nået til et punkt, hvor jeg kalder det arbejde. Lige nu er det oplevelser, i studiet, på scenen og lignende. På et tidspunkt bliver det forhåbentlig noget med, at jeg siger 'far skal på arbejde'. Hvor det er en naturlig del af mit arbejde, at jeg ser det som arbejde,« siger Karl William med et gr