Klynk mig en flod. Græd mig en ordentlig balje melankolske tårer. Verdensherskerne af klynkerocken – engelske Coldplay – lagde søndag aften Roskilde Festival 2009 i seng. Desværre endte det der ellers til en start stank så dejlig beskidt af en allerhelvedes fest med en sagte ”åh-åh”-hvisken.
Efter gyldne momenter, hvor Orange Scene blandt andet skiftede farve til giganthittet ”Yellow”, fes luften pludselig ud af de gigantiske gule balloner, der blev blæst ud over et tårevæddet (jo, de græd sgu derude på dyrskuepladsen!) publikum.
For hvor pokker forsvandt lyden dog hen, da tempoet blev sat ned, og de til tider lidt for pæne, lidt for renskurede og - for et ægte rock’n’roll-dyr - lidt for trivielle kompositioner kom på banen?
Den karismatiske, ledløse vingummi-charmør, forsanger Chris Martin, havde endda selv forklaret til publikum, hvor vanskelig en tjans det er at lukke en stor festival. Så hjælper det altså ikke, at spare på det der rigtig kan rive og ruske de sidste kræfter ud af en flok solskoldede og godt møre festivalkrigere.
Lidt mindre lejrbål og lidt mere vildskab næste gang, tak. Heldigvis blev Coldplay reddet af en perlerække af de aldeles fremragende sange, der ligger og hygger sig på supergruppens skæring fra 2008, ”Viva la Vida or Death and All His Friends”. Både titelnummeret samt den uimodståelige ”Lost!” er 100 gange mere effektfuld end de kaskader af konfettistorme Coldplay lod regne ned over masserne.
Og selvom især Coldplays akkustiste afdeling manglede volume, blev den løftet af gruppens fine hyldest til Michael Jackson. Med ”Billie Jean” sunget op mod den sorte sommerhimmel tog Coldplay en – trods alt – varm afsked med dette års Roskilde Festival.
