Dette efterår er der udkommet hele to bøger om Thomas Helmig. Først Søren Anker Madsens biografi "Thomas – Dagen efter dagen derpå", hvor Helmig dog ikke selv medvirker, og hvor tidligere offentliggjorte interviews udgør størstedelen af kildematerialet.
Og nu Kirsten Jacobsens "Helmig og kærligheden", en interviewbog, hvor Helmig omvendt er eneste kilde – og det er første gang, han selv bidrager til en bog. Kirsten Jacobsens spørgsmål er redigeret ud, og bogen fremstår derfor som en selvbiografi, dog med den mundtlige tone bibeholdt og organiseret tematisk frem for kronologisk, modsat i den typiske selvbiografi.
Bogen er inddelt i en række kapitler, hvor Helmig taler om kærlighed, parforhold, børn, sin vej ind i musikken, inspiration, sangskrivning, kollegerne og konkurrenterne på musikscenen, politik, berømmelse, litteratur, sociale medier og meget mere.
Kapitlerne bliver indledt af en række sangtekster udvalgt af Kirsten Jacobsen, både tekster af Helmig og andre (eksempelvis Lennon/McCartney og Peter A.G.), der så kan fungere som en slags guidelines til, hvad vi nu skal læse om.
Springer i emner
Bogen er dog ikke strammere organiseret, end at Helmig springer en del i både emner og kronologi inden for de enkelte kapitler, hvilket til tider giver et lidt rodet indtryk, men samtidig får man indtrykket af, at Helmig sidder lige dér over for en i sofaen og bare fortæller løs af det, der falder ham ind. Og langt det meste er vedkommende læsning.
For den musikinteresserede læser er det udbytterigt at høre Helmigs ord om, hvordan sange som "Nu hvor du har brændt mig af" og "Det er mig, der står herude og banker på" er blevet til, hvorfor han i det hele taget begyndte at spille musik, hvorfor soulmusikken og Bob Dylan har været så stor en inspiration for ham, hvordan Peter A.G. og Gnags' pladeselskab Genlyd har været mentorer for ham i mange år, hvordan forholdene var på den aarhusianske musikscene i 80'erne, og hvordan han ser på sine kolleger i musikbranchen.
På et mere alment plan kan man sagtens få noget ud af at læse om Helmigs syn på parforhold og børn – som far til fire sammenbragte børn og på sit tredje ægteskab, der for et par år siden var ved at kuldsejle, men kom på ret køl igen, har han noget erfaring at dele ud af.
Uden at han decideret fremstår som en guru udi den kærlighed, han så ofte besynger. Om børnene har arvet faderens musikalske talent og interesse, fremgår dog ikke, bortset fra at Helmig et sted siger, at han godt kan lide at jamme med sønnen Hugo i kælderen.
Melankolsk og dybt romantisk
Apropos kærlighed svarer bogen ikke rigtigt på, hvorfor Helmig så ofte synger om kærlighed, hyppigt i parforholdsversionen, når han nu er så engageret i samfundet omkring ham. Det er sjældent, vi fra Helmigs side får samtidskommenterende sange i stil med dem, kollegaen Steffen Brandt skriver så mange af, om end de findes, eksempelvis "Little Young Fascist", som bogen da også citerer. Måske er forklaringen blot, at Helmig er en dybt romantisk person, som han da også siger et sted undervejs.
I det hele taget fremstår Helmig som en reflekteret, belæst og forholdsvis ydmyg person, der nok er bevidst om sit eget værd på den danske musikscene, men samtidig påpeger, at i sammenligning med hans egne idoler som Bob Dylan og Van Morrison vejer hans værker ikke så tungt. Hvis man har fulgt grundigt med i Helmigs liv, eventuelt har læst Søren Anker Madsens biografi (hvor de fleste karrieremæssige højde- og lavpunkter er gennemgået), er der ikke så meget nyt at hente i "Helmig og kærligheden", men dog lidt.
Jeg vidste eksempelvis ikke, at Helmig og fru Renée på et tidspunkt havde haft en serbisk flygtning boende, og det ville jeg da gerne have hørt endnu mere om. Eller at Helmig efter eget udsagn nogle gange falder ned i et dybt melankolsk hul, som nærmer sig en depression – men som han dog ved, han kommer op fra igen. Eller at den unge Helmig, inden han skrev kontrakt med Genlyd, var blevet afvist af det store selskab Medley – "det har de ikke ligefrem pralet af siden", som han drilsk siger.
Ingen slibrigheder
Slibrigheder fra privatlivet er der ingen af – det tætteste, vi kommer er Helmigs beretning om, at Renée var jaloux på hans datter Ida-Marie i begyndelsen af deres forhold, og de to ekskoner Søs Fenger og Heidi Andersen omtales ligesom Renée med stor respekt.
Overlægen Tina Horsted, som Helmig indledte et kort, men intenst mediedækket forhold til i sin pause fra Renée, glimrer til gengæld ved sit fravær. Den i sin tid meget omtalte Wig Wam Tour-konkurs, som Helmig havde en aktie i, og som kortvarigt kostede venskabet med Peter A.G., nævnes ligeledes kun kort. Her ville jeg gerne have hørt lige så meget fra Helmig, som D-A-D's Jesper Binzer, en anden part i sagen, skriver i sin selvbiografi "I Won't Cut My Hair".
Visuelt er bogen let skuffende. Den udkommer i et ret lille format, der ikke yder de i øvrigt flotte fotos – alle fra 2015 – fuld retfærdighed. Til gengæld kan den vejledende udsalgspris så holdes på 200 kroner. Og alt i alt kan "Helmig og kærligheden" anbefales – både til Helmig-fans og andre interesserede, der vil vide, hvad en intelligent, velformuleret og meget musikalsk mand midt i livet mener om musikken, kærligheden og livet i al almindelighed.
PS: Og så ser vi lige bort fra, at Bob Dylans navn er stavet "Bob Dyland" – dog kun en enkelt gang. Ingen er jo fuldkommen.
Kirsten Jacobsen: Helmig og kærligheden, Gyldendal, 262 sider, udkommer 28. september
