Svenske The Soundtrack Of Our Lives eskalerede i en psykedelisk søndagsfest, der fik Lille Vega til at gynge.

Netop kåret som Sveriges bedste rockband kunne The Soundtrack Of Our Lives indtage scenen foran et forventningsfuldt publikum i Lille Vega.

Og med efterhånden seks studiealbum (flere af dem er dobbeltalbum) i ryggen forsøgte Göteborg-bandet at sammensætte en sætliste, der kunne indfri forventningerne hos den fremmødte skare af aldrende eks-hippier, svenske blondiner og andre nysgerrige.

Men det var svært. For når The Soundtrack Of Our Lives endelig var på nippet til et psykedelisk klimaks, valgte de at skifte slideguitaren og skrigeorgelet ud med spansk guitar og piano. Det skete flere gange; at tempoet pludselig blev sat helt ned – og det ødelagde koncertens flow.

Nok om det negative. Musikalsk gør det svenske hippie-band os opmærksomme på, at Pink Floyd, The Doors og The Who bestemt ikke har levet forgæves.

Den bastante, kjortelklædte og usandsynligt behårede forsanger Ebbot Lundberg er som taget ud af sentressernes flowerpower-fjollerier. Og guitaristen Mattias Bärjed mikser Pete Townshends møllesving med Chuck Berrys duckwalk. Det er en fornøjelse at iagttage deres indlevende udskejelser på scenen.

Hyldest til Simon Spies
Inden ekstranumrene bevægede The Soundtrack Of Our Lives sig ud på en halv times gedigen Grateful Dead’sk jam henover en række af deres mest iørefaldende numre.

Fra debutpladen ”Welcome To The Infant Freebase” (1996) eksploderede de nærmest med ”Confrontation Camp”, som uden tvivl har inspireret vennerne i Oasis til at lave ”Lyla”.

Og koncertens enestående højdepunkt kom da Ebbot Lundberg sang hittet ”Sister Surround” (fra gennembrudspladen ”Behind The Music”, 2001) mens han svævede rundt på gulvet nede foran scenen.

Ebbot Lundberg – der egentlig mest af alt ligner Flemming Bamse Jørgensen – kastede under hele koncerten peace-tegnet udover sit elskede publikum, og han gav samtidig en hyldest til sit danske idol, Simon Spies.

Gennembrud på vej
Han gjorde desuden opmærksom på, at han efter koncerten ville signere den nye plade – koncept-dobbeltalbummet ”Communion” – til mulige købere.

Men vil den nysgerrige musikelsker investere i The Soundtrack Of Our Lives, må ”Behind The Music” absolut være det bedste sted at starte. På dét album bevæger retrorockerne fra Göteborg sig henover hele det musikalske spektrum, der består af syrede og psykedeliske udskejelser såvel som melodiøse mesterværker.

Desværre var ”Behind The Music” kun repræsenteret af to numre denne søndag på Vesterbro.

Men The Soundtrack Of Our Lives fik alligevel vist danskerne, hvordan man leverer en formidabel live-koncert. Måske er der for alvor et gennembrud på vej?