Der er absolut ikke sparet på noget, når Kylie er i julehumør. Godt sovset ind i strygere, kor og blæsere trakteres vi ikke kun med charmerende versioner af juleklassikerne, men også helt nyskrevne højtidssange.

Og det er altid et plus på en juleplade, at man ikke bare disker op med de gode gamle travere, men bringer nyt til julebordet. Især når det er så velskrevet som her.

Det er en varm og swingende lyd, der præger Kylies første juleplade, hvor vi også får duetter med Ol’ Blue Eyes, James Corden og Iggy Pop, der efterhånden har for vane at dukke op på juleplader hist og her. På deluxeudgaven kigger lillesøster Dannii også forbi på den nye 100 Degrees.

Klassikerne lyder, som de skal, de nye sange er virkelig gode, og julestemningen er til at tage og føle på, når Kylie folder sig ud og leverer flormelisdryssede musikalske æbleskiver på en snor. Det er helt klart over the top sine steder, men det gør altså ikke noget på denne tid af året.

’Kylie Christmas', Pop, 4/6 stjerner