Tom Jones beviste, hvorfor han er en levende legende

Den 74-årige walisiske sanger Tom Jones har i de seneste par år nydt en genvunden kunstnerisk og kritikerrost succes som pladeindspillende artist. På trods af sit indiskutable sangtalent har Jones i løbet af sin mere end 50 år lange karriere som entertainer haft nogle tvivlsomme kunstneriske sving.

Takket være samarbejdet med Ryan Adams-, Kings of Leon- og Paul McCartney-produceren Ethan Johns er Jones imidlertid tilbage i sadlen og musikalsk galoperende.

Renæssancen har indtil videre materialiseret sig i form af de to positivt modtagede studiealbummer Praise & Blame (2010) og Spirit In The Room (2012), hvor Jones har eksperimenteret med de amerikanske musikgenrers grundstoffer.

Nu bejler den aldrende waliser med endnu et kommende udspil fra samme musikalske skuffe. I den forbindelse er Jones igen draget ud på landevejene for at afprøve sit seneste materiale og puste nyt liv i sine klassikere.

"Maybe there ain't no heaven, maybe there ain't no hell"

Koncerten på Værket i Randers startede med en omgang glohed rock and roll i den ret så tunge ende. Først trådte bandets trommeslager og to guitarister ind på scenen. De begyndte straks at jamme et møgbeskidt bluesriff, der kunne have været skåret af selveste Led Zeppelin eller The White Stripes.

Inden længe dukkede aftenens stjerne op; solbrun som altid og iklædt et mørkt jakkesæt samt udstyret med en titanisk vokal. Det er næsten ikke til at fatte, at Tom Jones er fyldt 74 år, fordi han synger stadig rock, blues, soul, country, folk og pop med en nærmest svimlende kraft, pragt og nerve, der ville få de fleste yngre sangere i dag til at blegne ved sammenligning. Folk må ikke glemme, at Jones oprindeligt fik kælenavnet "the Voice".

På første nummer —en djævelsk bearbejdning af John Lee Hooker-klassikeren "Burning Hell"— hylede Jones "Maybe there ain't no heaven, maybe there ain't no hell" som en vild ulv.

Jones' brølende magtdemonstration blev visuelt suppleret af et brændende flammehav fra helvede. Efterfølgende blev publikum udsat for en respektfuld fortolkning af det Randy Newman-komponerede Three Dog Night-hit "Mama Told Me Not To Come", som Jones selv har indspillet i en version med det walisiske band Stereophonics.

Jones tilbage til rødderne

Herefter var scenen sat for en aften i rockmusikkens jordiske rødders tegn. Jones og band bevægede sig væk fra den tunge blues-rock og over i et akustisk og mere countrypræget arrangement.

Tilføjelsen af pirrende spansk guitarspil omformulerede hittet "Sexbomb" som et swingnummer. Den musikalske kontrast mellem bandets nedbarberede instrumentering og Jones' kække vokal klædte hinanden hæderligt.

Senere vendte Jones tilbage til sine gospelrødder, da han sang en sprød udgave af Howlin'Wolfs bluesede "Evil", som han fortalte, at han har indspillet med Jack White.

Jeg vil dog påpege, at lysshowet under lige præcis dette nummer nærmest var uudholdeligt, hvor jeg sad. Flere koncertgæster foran mig begyndte decideret at holde sig for øjnene, fordi lamperne konstant blændede med et bidende skarpt lys fra scenen.

Dette distraherede desværre en smule fra det ellers veloplagte bluesrabalder.

Bandet udgjorde en musikalsk alsidig enhed og imponerede under hele koncerten. Blandt de såkaldte "nye" sange, som blev luftet under aftenens koncert, var først og fremmest en sjælfuld genfortolkning af Bob Dylans countryballade "Tomorrow Night" fra albummet Good As I Been To You (1992). Dertil fik vi også en smagsprøve på "Raise A Ruckus Tonight"; en gammel slaverigospelsang fra den amerikanske sangskat.

Rustik Americana-lyd

Man må tage hatten af for Jones, da han virkelig følger sin nye Americana-lyd til dørs live. Det rustikke udtryk klæder hans aldrende, men storladne stemme fortrinligt og fungerer som en spændende indgangsvinkel til bagkatalogets mange skatte.

Jeg skal ikke kunne sige, om der altid var flerstemmig opbakning iblandt publikum i forhold til de legesyge og afvigende omarbejdninger af originalversionerne. Men jeg vil her argumentere for, at koncerten netop bød på smagfulde og musikalsk sofistikerede eksperimenter, der åbnede horisonten for, hvad Jones kan som fortolker af dels andres materiale og dels sit eget bagkatalog.

Som forventet var det primært det grå guld, der havde købt billet for at høre Tom Jones. Publikum blev opvartet af en bundsympatisk og uhøjtidelig vært i skikkelse af Jones.

Efter Jones udtrykte sin taknemmelighed for at spille i Værkets sal, knyttede han en lille anekdote dertil: "You know what? I started out playing pubs, then dance halls and then finally theaters like this. And then some other funny places, but let's not talk about those", lo den walisiske sanger lumsk.

Fra spaghettiwestern til James Bond-tema

En af aftenens største øjeblikke var evergreenen "Delilah", der — takket være Flamenco-guitarspil og virtuose blæsere —opnåede en nærmest cinematisk kvalitet. Kærlighedssangen lød som soundtracket til en italiensk spaghettiwestern, hvor slynglen Jones krængede sit hjerte ud og demonstrerede sine dramatiske evner som sanger.

På nummeret "Tower Of Song" hyldede Jones ærefuldt selveste Leonard Cohens humoristiske sans, mens han på nummeret "Shake A Hand" retfærdiggjorde, hvorfor han —med rette —blev sammenlignet med selveste Elvis Presley tilbage i 1960'erne.

Hvad enten Jones kastede sig over sprælsk rock and roll eller dybsindige ballader med lyrisk stof til eftertanke, blev varen leveret med en intens nerve og upåtaget gentlemancharme.

Den legendariske popperle "It's Not Unusual" blev —paradoksalt nok —opført i et noget usædvanligt arrangement. Sangen blev krydret med rigelige mængder af latinamerikanske stiltræk i form af blandt andet harmonika.

Opførelsen af den ikoniske titelsang "Thunderball" fra James Bond-filmen af samme navn fra 1965 var gåsehudsfremkaldende og absolut en af aftenens største højdepunkter. Producenten Barbara Broccoli burde seriøst overveje at genbruge Jones til den næste Bond-film.

Begejstret forløsning

Da koncerten lakkede mod enden, høstede Jones et stående bifald. Inden længe vendte han tilbage til en omgang veloplagte ekstranumre. Publikum kunne ikke længere holde på hæmningerne og slog sig til sidst løs.

Vi fik lov til at høre Jones' fortolkning af Prince-nummeret "Kiss" i en forholdsvis tro kopi af originalversionen. Funknummeret stak efter min mening en lille smule ud i forhold til koncertens Americana-prægede dagsorden, men det kulminerede ikke desto mindre en euforisk dansefest iblandt publikum. Folk fik, hvad de ville have.

På vej ud fra koncertsalen overhørte jeg en tilfældig kvindelig koncertgænger sige til sin mand: "Fra første sekund, han var på, sad stemmen lige i skabet."

I en alder af 74 år kan man ikke blive andet end svimlende imponeret over, hvordan pokker manden stadig formår at udstråle så meget karisma, at ramme de samme toner som for 50 år siden og samtidig at udvikle sig kunstnerisk i en så spændende retning, hvor han dekonstruerer den amerikanske musikhistories byggesten. Det bliver spændende at se, hvad Tom Jones har med i posen næste gang han gæster landet.

Tom Jones, Værket, Randers, onsdag