Efter to aflysninger gæstede The Sword endelig Loppen og diskede op med fem kvarters fornøjeligt buldrende og svært energisk stoner-rock tilsat lidt doom-metal.

Der er sket meget, siden The Sword for præcis fire år siden sidst gæstede Danmark. Dengang var det på The Rock som opvarmning for Clutch, der fik klart baghjul af de unge amerikaneres hårdt rockende doom-metal fra den dengang aktuelle debutplade ’Age of Winters’.

Det efterfølgende album ’Gods of the Earth’ var ret skuffende, men Lars Ulrich havde allerede meldt sig som Sword-fan, hvilket førte til en række opvarmningstjanser for Metallica – blandt andet i Europa for to år siden, hvor Sværdet også skulle have ramt Loppen.

Men den koncert blev aflyst på grund af ”udmattelse” (kuriøst nok var The Sword ikke udmattede nok til at aflyse turnéens Metallica-datoer), og da de skulle have spillet samme sted i november i fjor, skred trommeslager Trivett Wingo pludselig, og atter en koncert måtte aflyses.

Så med Christianias lukning tidligere på ugen, begyndte man naturligvis straks at frygte for aflysning nummer tre, men fristaden slog heldigvis portene op igen lørdag, og i aftes stod de der så endelig, The Sword, på Loppens lave scene. Klar til at rocke igennem.

Lydproblemer

Med den seneste, noget bølleballede plade ’Warp Riders’ i bagagen, og med den hyrede hånd, tour-trommeslager Kevin Fender bag tønderne skulle texanerne så vise, at de stadig kan bombe igennem i live-regi. Og det lykkedes såmænd særdeles overbevisende.

Desværre ødelagde lydproblemer koncertens første del, og man skulle helt hen til sang nummer syv, Guitar Hero-hittet ’Freya’, før sydstatsbandets energiske bulderrock rigtigt gik rent ind, men herfra var der til gengæld også dømt tromlende triumftog.

Sættet var bygget op omkring ’Warp Riders’, og flere af sangene derfra fik live den ekstra kant, de mangler på pladen. Eksempelvis titelnummeret og ikke mindst ’The Chronomancer II: Nemesis’, som midtvejs løftede det musikalske niveau med sine prog-rockede instrumentale stykker.

Sabbath og Lizzy

’Gods of the Earth’-pladen blev stort set ignoreret med blot to korte sange, og det var en fornøjelse at høre hele fem numre fra den knusende debut. De fik alle nyt liv takket være især guitarist Kyle Shutt, der agerede underholdende og headbangende indpisker ved siden af frontmand J.D. Cronise, som stillestående fokuserede seriøst på sit lidt ensformige Ozzy’ske croon.

Inklusionen af otte minutter lange episke ’Lament for the Auroch’ var både overraskende og overvældende, samt en påmindelse om, at The Sword i sin tid startede som åbenlyse disciple af Black Sabbath. I dag læner de sig mere op ad Thin Lizzy og prog-rock.

Og for at ingen skulle være i tvivl, så fik netop Lizzy en hilsen med på vejen i form af den 35 år gamle klassiker ’Massacre’, der i The Swords hænder mindede om, at irernes guitar-attack bestemt ikke har været ubetydeligt for heavy metallens udvikling…

Afsluttende antiklimaks

Mod slut var The Sword stort set uovervindelige, og selvom han med det navn egentlig burde være guitarist, så beviste Kevin Fender med sine trommefills i ’(The Night the Sky Cried) Tears of Fire’, at han er en sublim afløser for Trivett Wingo.

Koncerten fik en underlig brat afslutning, da bandet pludselig forlod scenen efter ét ekstranummer, ’The Horned Goddess’, selvom Cronise lige havde lovet to, og på den måde blev der lukket med et slags antiklimaks på samme måde, som der blev åbnet under skidte lydforhold.

Trods lydproblemer og skønhedsfejl understregede The Sword dog, at de i dén grad stadig er relevante, og at den seneste plades polerede lyd blot er et skalkeskjul for at give den endnu mere gas live.

Ganske simpelt.