Kim Larsens næstyngste søn er sprunget ud som popsanger. BT har mødt 21-årige Hjalmer Larsen til en snak om hans barndom i Odense, jagten på pladekontrakten, og hvorfor han bevidst har holdt sin berømte far ude af billedet.

»Jeg har lige været hjemme i Odense og hente noget vasketøj. Det er altid godt at have en ekstra t-shirt med, når der skal tages billeder, synes I ikke, haha?«

Han kaster cigaretten fra sig og siger pænt goddag. Iført sin karakteristiske ’Lille Per’-tophue og Danmarks (næst)bredeste smil, byder 21-årige Hjalmer Larsen grinende velkommen til sit musikstudie på Islands Brygge i København, hvor han det sidste års tid har holdt på lidt af en hemmelighed.

Som søn af den danske musiklegende Kim Larsen er det nemlig ikke hvilken som helst popsanger, der i det skjulte har arbejdet på sit debutalbum, men nu er Hjalmer Larsen altså klar til at finde ud af, hvor langt talentet rækker.

»Jeg kommer jo aldrig til at kunne overgå min far. Jeg er så skide stolt over alt det, han har opnået, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Tiden er jo også en anden, og når jeg skriver en sang, er det jo bare mig. Så håber jeg bare, folk kan lide det,« fortæller Hjalmer, da vi har bevæget os indenfor i studiet, hvor han til daglig arbejder med producerduoen Pitchshifters, der udover at lave musik for hjemlige stjerner som Medina og Outlandish, også har internationale navne som Pharrell, Chris Brown og Kanye West på cv’et.

»Jeg føler mig virkelig, virkelig heldig. Hver morgen cykler jeg fra min lille lejlighed ved Nørreport, hen over broen (Langebro, red.) og herud, hvor vi sætter os med en guitar og nogle trommer, og så ser vi, hvad der sker. Jeg havde aldrig rigtig stået i et studie, før vi begyndte at arbejde herude for et år siden, så jeg har skulle vænne mig til at synge ind i en vokalboks,« smiler Hjalmer og serverer en kop pulverkaffe, mens vi er omringet af studiets guld og platinplader.

Der står ikke Hjalmer på nogle af dem endnu, men han har allerede to singler ude i radioen, hvoraf førstesinglen ’Hjem til en anden’ er blevet spillet over 400.000 gange på Spotify.

Den lyshårede fyr med en ansigtsmimik og stemme, der straks afslører, hvor han kommer fra voksede op i Odense sammen med sin far og mor og tre år yngre bror Lui.

Han kom til verden den 16. august 1995 på Odense Universitetshospital og blev opkaldt efter drengen Hjalmar fra H.C. Andersen-eventyret ’Ole Lukøje’.

»Haha, ja den er god nok. Jeg tror, mine forældre så navnet og tænkte, det passede meget godt.«

Som barn tænkte han aldrig over, at hans far var berømt. Faderen tog bare på arbejde engang imellem, og så gik det med årene op for Hjalmer, hvad det betød.

»Vi kunne jo sagtens synge Kim Larsen-sange til morgen-sang i skolen, men det var ikke noget, jeg forbandt med noget specielt.«

Han fik sin første guitar – en ukulele – som 8-årig, men det var først i gymnasiet, at han fandt ud af at han havde et særligt talent for musik.

»Jeg ville faktisk have været professionel cykelrytter og vinde Tour de France. Da jeg var omkring 10-13 år cyklede jeg måske 50 kilometer hver dag efter skole og stillede op til så mange løb som muligt. En dag kørte jeg dog sammen med en bil og fik et brud på ryggen, der gjorde, at jeg skulle ligge stille i nogle måneder, og her begyndte jeg for alvor at tage guitaren til mig,« fortæller Hjalmer og filosoferer over, hvad havde lavet i dag, hvis ikke han var kørt galt.

»Altså mine idoler var cykelrytteren Jan Ullrich og Ernesto Valverde, og hvis ikke jeg var blevet indlagt, havde jeg måske cyklet i dag.«

I gymnasiet dannede han gruppen Nordkap som blandt andet fik nogle opvarmningsjobs for popgruppen Folkeklubben.

»Vi spillede i tre år, uden at det blev til det store. En dag mødte vi en fyr på et værtshus, som sagde, at han ville hjælpe os, og at han havde kontakt til nogle pladeselskaber. Vores band nåede at gå i opløsning, før der skete noget, men så da jeg gik i gang med at skrive mine egne sange, begyndte vi pludselig at snakke sammen igen.«

Hjalmer kunne sagtens have trukket ’min far er Kim Larsen’-kortet, men han holdt fast i at klare sig på egen hånd og skaffede sig en kontrakt med Universal Music uden faderens indblanding.

»Det var ikke fordi, jeg ville holde det hemmeligt for min far, jeg havde bare lyst til at gøre det selv. Jeg synes, man skal gøre sine egne erfaringer, og selvom jeg da sagtens kunne have fået en masse gode råd og fifs, ville jeg hellere selv lave mine fejl,« forklarer Hjalmer, der erkender, at han møder mange fordomme.

»Der er mange, der tror, at jeg bare fået det hele foræret, men jeg tror faktisk, det ville være sværere, hvis jeg spillede på min fars baggrund. Jeg håber da også, at Universal har skrevet kontrakt med mig, fordi de synes, jeg laver god musik, og ikke fordi jeg har en berømt far.«

Selvom han indtil for fire måneder siden boede hjemme hos sin forældre i Odense, er det også først nu her, hvor de første sange spilles i radioen, at han tør snakke med sin far om det.

»Det er måske også lidt åndssvagt, men jeg tror, det skyldes overtro. Vi har et meget tæt forhold, og det er på ingen måder for at tage afstand, jeg turde bare ikke sige noget om det, før musikken var helt klar. Han vidste jo godt, at jeg tog til København for at lave musik, jeg gik bare aldrig i detaljer med det. Det var vigtigt for mig at kunne gøre det selv.«

Og nu er katten så ude af sækken. Hjalmer er til efteråret klar med sit debutalbum, og henover sommeren er han at finde på flere af landets store musikfestivaler.

»Det har været virkelig fedt at kunne arbejde i ro og mag med albummet. Jeg gør det her på fuldtid nu, men det er jo ikke med en fuldtids løn endnu, så for at kunne have råd, blev jeg sidste år boende hos mine forældre i Odense, hvor jeg tog et arbejde for at spare op, så jeg kunne holde det kørende.«

I slutningen af maj spillede han sit første festivaljob i Jelling, hvor hans far også stod på plakaten. Det var lidt af en speciel oplevelse.

»Vi spillede desværre ikke den samme dag, men det gjorde mig stolt at se os på samme plakat – også selvom jeg stod med små bogstaver,« griner han.

Han drømmer om at sælge en masse album og spille på de store scener og beskriver sin debut på musikscenen som en drømmestart.

»Jeg har lært hjemmefra at være ydmyg og ikke være en fandens karl, men man skal også tro på sig selv, og det gør jeg. Jeg har fået en kæmpe chance, og det er jeg evig taknemmelig for. Nu håber jeg, at jeg kan skabe mig mit eget navn.«

Interview med Hjalmer Larsen, (søn af Kim Larsen) Fotograferet i det studie i Njalsgade 21, hvor han 4r i gang med at indspille sit debutalbum.
Interview med Hjalmer Larsen, (søn af Kim Larsen) Fotograferet i det studie i Njalsgade 21, hvor han 4r i gang med at indspille sit debutalbum. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Drømmen om København
Selvom hans far engang var indbegrebet af en ærkekøbenhavner, føler Hjalmer Larsen sig stadig helt grøn i hovedstaden. Han er vokset op i Odense og flyttede først for fire måneder siden til København for at jagte den store musikkarriere.

»Jeg flyttede faktisk til København første gang for to år siden for at starte på universitet, hvor jeg ville læse dansk, men det holdt kun to dage, så flyttede jeg hjem igen og tænkte over mit liv. Nu har jeg fået en lille halvandetværelses lejlighed inde på Nørreport, og jeg elsker det. Jeg elsker bare at gå rundt på gaden og tænke, ’bor jeg virkelig her’. Jeg elsker at cykler gennem gaderne og gå på opdagelse,« fortæller den 21-årige sanger, der skal vænne sig til at være en feteret popstjerne.

»Det er så uvirkeligt at få fans. Jeg spillede for nylig på festivalen Haze i Vestjylland. Jeg havde lige lagt et lille klip op fra en ny sang ud på Facebook, og så stod der nogle piger til koncerten og kunne hvert et ord. Folk vil have billeder med mig, og jeg forstår det ikke. Man bliver bare så glad og lykkelig.«