Der er ingen tvivl om, at det er et helt enormt scoop for Randers at have fået PJ Harvey, der sidste år gav mesterlige optrædener på både Roskilde Festival og i Falconer Salen, til at komme forbi og give intimkoncert for blot 1000 siddende publikummer. Og de 1000 fik lov at overvære en sjælden storslået opvisning i eminent og meningsfuld musiceren.
Touren hedder stadig ”The Hope Six Demolition Project Tour”, men her til aften var luget noget ud i numrene fra sidste års fremragende udspil til fordel for en mere gavmild tur rundt i bagkataloget, hvor vi fik sange fra blandt andet Is This Desire, To Bring You My Love og ikke mindst White Chalk – mere om dem senere.
Imponerende seance
Polly og hendes ni mand store band, der blandt andet tæller de mangeårige samarbejdspartnere Mick Harvey og John Parish, marcherer ind på scenen til de indledende trommer fra Chain Of Keys, og sangen står knivskarpt i den fornemme akustik, Værkets store sal huser. Det sortklædte ensemble følger op med en massiv version af mesterlige The Ministry Of Defence, hvor de nøgterne og dybt melodiske beskrivelser af det afghanske forsvarsministerium er gåsehudsfremkaldende.
Dissonante saxofoner, smittende melodilinjer og massive guitarhug ledsager linjer som: ”Broken glass, a white jawbone, syringes, razors, a plastic spoon, human hair, a kitchen knife, and a ghost of a girl who runs and hides, scratched in the wall in biro pen: This is how the world will end.”
En råt ringlende Community Of Hope følger, hvor PJ gestikulerer dramatisk i sort silhuet foran en grøn baggrund. Fra Uh Huh Her får vi en diskret fræsende udgave af Shame, før vi skal forbi Let England Shake, der i aften er repræsenteret med All And Everyone, titelnummeret, The Words That Maketh Murder og The Glorious Land, der fremføres med store fejende bevægelser med håndfladerne ud mod publikum og diskret vind i håret. Imellem numrene retter PJ blikket mod et fikspunkt bagerst i lokalet. Skuer som en general ud over slagmarken. Det er ikke fællessang, der indbydes til – musikken får lov at tale for sig selv og stå stærkt på egne ben i den imponerende seance.
Fra den foruroligende og voldsomme krigstematik skal vi videre til en fornem trio af sange fra undervurderede White Chalk, og The Devil, Dear Darkness og White Chalk er tindrende stjernestunder i en uafrystelig stærk koncert. Hver en tone, hver lyd – selv Pollys skosåler mod scenegulvet – står helt klart frem, og de stille sange skriger nærmest på, at man går hjem og genudforsker det lidt oversete album. Ydermere udstiller de i klar kontrast til det øvrige sæt den evigt søgende sangskriver, PJ Harvey er, og i aften står det så klart som nogensinde, at hun fortsat er en af rockens absolut mest interessante skikkelser. Hvis det da ellers giver mening at kalde det, hun laver for rock.
Tilbage på slagmarken
På In The Dark Places er vi tilbage på slagmarken – ”Our young men hit with guns in the dirt, and in the dark places, Our young men hit with guns in the forest, and in the dark places, and not one man has, and not one woman has, revealed the secrets of this world” – før The Wheel tænder op under salen og The Ministry Of Social Affairsskærer dybe plovfurer i Jerry McCain And His Upstarts That’s What They Want, der indleder nummeret, hvor man tager sig selv i at synge med på linjer om gravide hunde, visnende legemsdele og tiggere.
Den bidske garage punk i 50ft. Queenie bliver ingenlunde ringere af at blive udsat for Pollys ni mestermusikere, der formår at støje og skramle, så der bliver rusket godt op i det bænkede publikum, før en mørk messende Down By The Water og en beskidt og slæbende To Bring You My Love lukker aftenens hovedsæt sammen med River Anacostia, der med rette spørger ”what will become of us”, før Polly smilende takker os for at komme – og for at lytte. Hvordan kan man andet?
Ny verdenskrig?
Da hun og bandet klappes ind til ekstranumre, virker det til at begynde med lidt mærkværdigt, at hun vælger Dylans Highway 61 Revisited i stedet for en af sine egne sange, når hun nu har så mange, hun med fordel kunne vælge imellem, blandt andre de nye numre The Camp, A Dog Called Money og I'll Be Waiting.
Men arrangementet er eksplosivt, og musikerne får lov at spille med en løssluppenhed, der ikke havde fungeret i fremførelsen af PJs egne sange, der alle som en har stået forbilledligt skarpt aftenen igennem. Og så er det altså svært ikke at se linjen ”now the rovin gambler he was very bored, tryin’ to create the next world war”, som en kommentar til de tweets og atomtrusler, der florerer i det globale politiske landskab i disse dage.
Næsten to timer i bjergtagende selskab med PJ Harvey og hendes formidable musikere slutter med smukke og foruroligende The River, der må have efterladt de fleste af os med en klump i halsen. Storslået og magisk – intet mindre.
P.J. Harvey, Værket, Randers, mandag aften
Sætliste:
Chain of Keys
The Ministry of Defence
The Community of Hope
Shame
All and Everyone
Let England Shake
The Words That Maketh Murder
The Glorious Land
The Devil
Dear Darkness
White Chalk
In the Dark Places
The Wheel
The Ministry of Social Affairs
50ft Queenie
Down by the Water
To Bring You My Love
River Anacostia
Highway 61 Revisited
The River
