Da garagerocktrenden hærgede i starten af det nye årtusinde, var The Datsuns måske ikke det mest kendte, men til gengæld ét af de meste ægte af slagsen, som samtidig forstod at overføre en følelse af ægthed fra øvekælderen i Cambridge, New Zealand til de intime, europæiske rockklubber.
Kvartettens punkede udtryk havde imidlertid mere tilfælles med AC/DC end Ramones, og således tiltrak især debutalbummet også fans af tungere genrer som heavy metal.
Desværre gik det alt for hurtigt helt galt for Datsuns, da de efterfølgende udsendte den forfærdeligt finpolerede ’Outta Sight/Outta Mind’, som ellers havde selveste John Paul Jones bag knapperne – han havde tydeligvis ikke forstået, hvad Datsuns går ud på.
’Smoke & Mirrors’ fra 2006 var lidt bedre, men ikke meget, så derfor er det rart at konkludere at bandets fjerde værk, ’Headstunts’ er det tætteste, d’herrer har været på det vellykkede, rå udgangspunkt fra debuten.
Den pubertære punksag ’Human Error’ åbner på hæsblæsende vis albummet, der hurtigt viser sig at være Datsuns’ mest alsidige og eksperimenterende til dato, hvilket fungerer langt det meste af vejen.
Især den semiafdæmpede ’Ready, Set, Go!’, hvor ’Paint It, Black’ krydses med et Ramones-agtigt poppunket omkvæd eller ’Highschool Hoodlums’, der er ’Iron Man’ parret med T. Rex.
Der er også en Phil Spector’ske ballade, ’Cry Crybaby’ og så dykker Datsuns for alvor ned i syresumpen og lyder mere som Hawkwind og Pink Floyd i ’Eye of the Needle’ og det otte minutter lange lukningsnummer ’Somebody Better’.
Det er ikke lige så godt som det første album, men så højt når Datsuns alligevel aldrig igen.
Det der tæller, er, at kvartetten igen gør det, den er bedst til. Så skide være med, at det hele er hørt 100 gange før.
Med andre ord er det tid til at støve luftguitaren af igen!
