Forbud før Grammy-show: Ingen blottede bryster og baller, tak

Der er udbrudt panik blandt alle de store kvindelige musiknavne i USA.

Forud for søndagens Grammyshow har tv-selskabet CBS nemlig udsendt et brev, hvori de forbyder enhver form for 'nøgenhed'.

- Vær venlige ikke at fremvise den nøgne hud omkring brystvorter og baller, står der bl.a. i brevet, der ved en fejl blev lækket på internettet.

Forbudet kommer sig selvfølgelig efter Janet Jacksons højre bryst hoppede ud i offentlighedens fulde søgelys til halvlegs-showet til Super Bowl finalen i 2004.

Så sent som i søndags (til årets Super Bowl finale) spredte sangerinden Beyonce ben, så hele familien-USA var ved at skvatte ned af sofaen - i hhv forargelse og begejstring.

Og i løbet af de seneste år har kunstnere som Lady Gaga, Pink og Madonna gang på gang skubbet til grænsen for, hvad der i USA kan anses som lødig familieunderholdning.

Men det drejer sig selvfølgelig også om penge.

Hver gang et tv-selskab som CBS bliver fundet skyldig i at overtræde diverse uskrevne lødighedsregler, vanker der nemlig gigantiske bøder på mange millioner doller.

Og det er dén økonomiske nedtur, som CBS nu forsøger at komme i forkøbet.

Og det er ikke kun baller og bryster, der er blevet forbudt

Således skal diverse T-shirts med 'udenlandsk skrift' også godkendes på forhånd, sprækken imellem samtlige baller skal tildækkes, alle bedes om at tale pænt og endelig får kønsdelene denne besked med på vejen:

- G-strenge er ikke acceptable og ingen 'blød' hud omkring kønsdelene må være synlig.
 
Lige nu vides det ikke, hvad diverse kunstnere vil stille op. Det vides heller ikke, om der vanker bøder eller udelukkelse, hvis reglerne ikke overholdes. Og hvis alt andet fejler .. ja, så bliver de nok nødt til at synge og spille .. ligesom rigtige musikere.