Netop afdøde George Michael planlagde et comeback. Det gør ikke nyheden om den store engelske popsangers alt for tidligere død mindre tragisk, at han igen var kreativ efter et 2015, der var præget af et ophold på en misbrugsklinik i Schweiz.

Det fortæller koncertarrangøren Kim Worsøe, ICO, der var en af George Michaels tætteste forretningsforbindelser på kontinentet.

»Vi stod bag de sidste syv koncerter, George Michael nåede at give i Danmark. Højdepunktet var koncerten i Parken i 2008, hvor han optrådte for 49.000 publikummer,« siger Kim Worsøe, som også var ankermand, da Michael turnerede sidste gang, til BT.

Allerede da BT mødte George Michael i 2011 i forbindelse med hans Symphonica-turné, var han i fuld færd med at skrive nye sange. Inspireret af sine refleksioner under et månedlangt fængselsophold kort forinden. Dommen skyldtes, at han havde kørt bil i påvirket tilstand.

Sangene blev dog aldrig udsendt efterfølgende. Bl.a. fordi en liveplade med optagelser af Symphonica-turnéen blev udsendt i 2014.

Under interviewet i 2011 jokede Michael med, at sangene nok ville være for politiske til pladebranchen og en del af hans fans.

»Min symfoniske turné er et farvel til den George Michael, I kender. På den måde er det en afskedsturné. Ligesom min turné i 2008 var et farvel til stadionrockkunstneren George Michael. Jeg skylder mange, især unge mænd, der kæmper for at finde modet til at springe ud, at vise en vej som rollemodel. Jeg har alt for længe fokuseret på de forkerte ting.  Jeg vil kæmpe med de midler, jeg har - musikken og ordene. Og det bliver helt anderledes sange, end dem, I kender. Sange om stolthed, mod homofobi,« sagde han dengang.

Og nu var ilden altså tændt igen.

»Vi fik at vide for fire uger siden, at George var gået i gang med at skrive igen, så håbet om flere live shows var intakt,« siger Kim Worsøe, og tilføjer:

»Men sådan skulle det altså desværre ikke gå.«

BT har været i kontakt med en engelsk koncertkilde, der bekræfter at have modtaget en lignende besked fra George Michaels management under et socialt arrangement i London. Der blev også talt om en mulig kommende turné. George Michael savnede at synge live.

Kilden understreger dog, at det tilsyneladende var meget tidligt i skriveprocessen. Men han glædede sig over at høre, at Michael følte sig kunstnerisk fit igen.

Desværre tog George Michael sine nye sange med sig i den himmel, hvor han formentlig nu jammer med David Bowie og andre stjerner.