Publikum var ellevilde! Det må man give dem. De lignede folk, der lige havde set Pink Floyd for første gang, og dertil kom alle filmnørderne, hvor genkendelsens glæde gjorde oplevelsen orgasmisk, når Johnny Depp som Jack Sparrow kørte på den indre biograf, mens soundtracket blev spillet af et ægte liveband af teutonske dimensioner. Og så var der mig, der ikke var så imponeret.

Der er ingen tvivl om, at da Martin Scorsese i 1988 begik Den Sidste Fristelse (The Last Temptation Of Christ) og hyrede Peter Gabriel til at lave soundtracket, og denne kvitterede med mesterværket Passion, der havde en stribe af de bedste fra world-musikken med, blev der skabt nogle arketyper for, hvordan man lavede eksotisk filmmusik.

Gabriel havde ingen ambitioner om at fortsætte sit Hollywood-eventyr, men levebrødskopister som tyskfødte Hans Zimmer greb chancen og begavede os med en masse musik, der lignede lidt. Og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at den venlige mand vi så på scenen havde opfundet den dybe tallerken. Det har han ingenlunde.

Zimmer er otte måneder yngre end mig. For kids fra vores generation var der cirka to muligheder. Først tog man sin dosis af heavy, og så blev det for de flestes vedkommende tid til en større dosis progrock og måske elektronisk musik, a la Kraftwerk og Tangerine Dream. Jeg tror, at Zimmer var en Emerson, Lake & Palmer-dreng.

Altså en dreng, der elskede at tage klassiske temaer, måske især Wagner, og tilsætte det rockens teutoniske massakre. Følgelig fik vi en masse temaer, der var skåret over samme læst, altså med alle slag spillet, som var det et militærorkesters marchtromme, med den forskel, at i Zimmer-versionen ville trommeslagerne spille de samme slag oveni hinanden, så der på en gang ville være mindst to trommeslagere, pauker, djember og whatnot.

Det var overkill. Og hvad orkestret ikke selv dræbte, tog Forum sig af.

Jeg kan godt lide Forum. I det gamle Forum hængte PH sine første prototyper af PH-lampen op til verdensudstillingen i 1924 eller noget i den stil, og mangen et seksdagesløb er blevet kørt af til arbejderklassens store tilfredsstillelse. Skønt sted. Til sport. Men til musik? Glem det! Og sæderne? En hån. Til 800 kroner? De må ikke være rigtigt kloge.

Forum druknede lyden i horribel grad. Forestil Jer så mange trommer spillet på en gang i Forum? Lød som en rumlen, hvor du ikke kunne adskille de enkelte instrumenter.

Dertil et 16 m/k stort kor (så vidt jeg kan huske), et kvart symfoniorkester, alskens worldinstrumenter og så videre. Det var umuligt, hvorfor det var de enkelte ting, der gik igennem. Gudskelov er Zimmer de enkelte tings mand: Den følte Prinsesse Toben-agtige klavermelodi på et niveau, som fik en Richard Clayderman til at antage karakter af stjernefysik. Og bevares, den venlige Zimmer ville selv undskylde: "Jeg kan ikke selv spille så godt, det er mine musikere, der er de virkelige stjerner her!" Eller noget i den stil. Og han havde jo ret.

Og musikerne? Jo, her var også et par af arketyperne. Den Jacqueline Du Pre-agtige kinesiske kvindelige cellist, der rystede de viltre lokker, mens hun nærmest havde sex med sit instrument, eller den evigt følte duduk-spiller, som i Gladiator-stykket med den smukke vokal kanaliserede det armenske folks samlede weltschmerz, helt præcist på samme måde, som en bedre mester havde gjort sammen med Peter Gabriel.

Men den kvindelige vokal sad selvfølgelig lige i skabet. Og når trommerne ikke buldrede teutonsk i Forums vilde akustik, var der skam meget der lykkedes.

Men Zimmer er jo ikke nogen Beethoven eller Wagner, og hans band heller ikke Pink Floyd eller Rammstein, selv om der var ansatser til at kopiere begge i løbet af koncerten, og vel går der vel meget lirekasse i den, når et ikke specielt varieret tema skal pensles ud og dramatiseres. Publikum var overlykkelige, og jeg var planetens ensommeste mand.

Så det var min Hans Zimmer-koncert. Hvor jeg dog savnede Cinemax eller Imperial. Film skal bare høres i biografen. Ikke i tarvelige Forum. Som gladiatorer kastet for løverne.

Hans Zimmer, Forum, København, tirsdag

SÆTLISTE:

Driving/Discomboibulate/Zoosters Breakout

(fra Driving Miss Daisy, Sherlock Holmes & Madagascar)

Fjenden i dybet:

Roll Tide

Engle og Dæmoner:

160 BPM

Gladiator:

The Wheat

The Battle

Elysium

Now We Are Free

Da Vinci Mysteriet:

Chevaliers de Sangreal

Løvernes Konge:

Circle of Life (prelude) – feat. Lebo M

This Land – feat. Lebo M

King of Pride Rock / Circle of Life

Pirates of the Caribbean:

Jack Sparrow

One Day

Up is Down

He’s a Pirate

2. SÆT:

True Romance:

You’re so Cool

Rain Man:

Rain Man (Main Theme)

Man of Steel:

What Are You Going To Do When You Are Not Saving The World?

Batman vs. Superman: Dawn Of Justice:

Is She With You?

Den Tynde Røde Linje:

Journey To The Line

The Amazing Spider Man 2:

The Electro Suite

The Dark Night-trilogien:

Why So Serious?

Like A Dog Chasing Cars / Why Do We Fall? / Introduce A Little Anarchy

Bane Theme

Aurora:

Aurora

Interstellar:

Day One

Where We’re Going

No Time For Caution

Stay

Inception:

Dream Is Collapsing

Mombassa

EKSTRA:

Inception:

Time