Well, koncerten søndag aften i Det kgl. Teater med Sting og The Royal Philharmonic Orchestra havde sine oplivende momenter - men langt henad vejen var det Sting’ende kedeligt.
Sting er og har altid været en begavet sangskriver. Der er både hjerne og krop i hans tone. Men som han selv sagde det i aftes: 'de bedste kærlighedssange handler om, når det gør ondt'. Udsat for strygere udviskes nerven i tilbagelænede loungeagtige sange som 'Mad About You' og 'King Of Pain'.
Det havde sine momenter
Der lige så meget smerte i leveringen, som der er muskelhund i Ozzy Ozbournes skødehunde.
Indimellem er det faktisk kildrende storslået som i en fulddramatisk koldkrigsversion af det gamle firserhit 'Russians', en magisk 'Shape Of My Heart'. En sexet og duvende duet med korsangerinden 'Whenever I Say Your Name'.
Ufrivilligt komisk
Men i andre passager bliver det nærmest ufrivilligt komisk. Ta’ f.eks. 'Roxanne' og alle jalousisanges store modersang 'Every Breathe You Take'. I hænderne på et dansende strygerorkester kommer to af rockhistoriens farligere sange til at ligne James Last udsat for Last Night At The Proms.
I al fariness: Stings fanskare fik tydeligvis, hvad den kom efter. Der var stående ovationer flere gange undervejs - og koncerten bekræftede, at Sting er en fremragende sanger, hvis nogen skulle have glemt det.
Sprællemand
Og så er den charmerende sprællemand, dirigenten Steven Mercurio, som bl.a. har dirigeret Pavarotti og Bocelli, det største livstykke, der er set på en scene i årevis. Indimellem frygtede man, at han ville ende med at slå Sting i dørken. Som Stewart Copeland gjorde det i de gamle Police-dage.
''Symphonicities', Sting med The Royal Philharmonic Orchestra, søndag aften i Det kgl. Teaters Gamle Scene. Dirigent Steven Mercurio
